Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, at ’WAP’ betød. Men jeg havde i hvert fald ikke troet, det ville være »wet-ass pussy«.
Cardi B teasede sin store comebacksingle (efter et års tid uden solosingler) med Megan The Stallion i ugen op til udgivelsen, men intet havde forberedt verden på den sexeksplosion af en sang, der landede i fredags.
Altså: Det her er en stort anlagt single fra en af verdens største rappere, hvor der bliver sagt »wet-ass pussy« i alt 15 (fem-ten!) gange over et stemmesample, der rytmisk gentager sætningen »there’s some whores in this house«. Og det er ikke engang det vildeste, der sker.
Cardi rapper: »Put this pussy right in your face / swipe your nose like a credit card«, og Megan er mindst lige så malerisk: »Gobble me, swallow me, drip down the side of me / quick, jump out, before you let it get inside of me«. På et tidspunkt beder Cardi B manden om at ramme »the dangly thing in the back of my throat«.
Jeg har, for at være helt ærlig, aldrig hørt noget lignende. For der er helt enkelt ingen omsvøb: Jeg tror ikke, man kan lave musik, der beskriver sex mere eksplicit, end ‘WAP’ gør det.
Netop det var ’WAP’ dog ikke den eneste nye sang, der gjorde i fredags. For samme dag fik vi også nummeret ‘Ghetto Fabulous’ af Tessa. Og her er den danske rapper – ligesom Cardi B og Megan Thee Stallion – helt eksplicit om sin egen seksualitet.
»Pussy våd, pussy varm, papi kommer tusinde gange / glemmer aldrig mig, men jeg ved, at jeg ikke husker ham / piger knepper hvem de vil / fyre knepper hvem de kan«, lyder det blandt andet, næsten som et ekko af den overlegne attitude fra ’WAP’. Faktisk er der dobbelt Cardi-ekko, fordi Tessa også låner flowet fra ’Bodak Yellow’.
Dén udvikling mod selvsikker og selvhævdende sexrap fra kvindelige kunstnere rammer et nyt niveau lige for tiden, men den har været i gang i årevis. Faktisk har kvinder alle dage rappet om sex på lige fod med mændene.
Hør bare Lil Kims ‘Not Tonight’ fra 1996 med omkvædet »I don’t want dick tonight / eat my pussy right« (og tjek remixet med Angie Martinez, Da Brat, Lise ’Left Eye’ Lopes og Missy Elliott!).
Eller lyt til Khia-klassikeren ’My Neck, My Back’ fra 2002. Dén sang er ifølge et nyt interview en af Cardi B’s inspirationskilder, og den er også for nylig blevet remixet af Saweetie, der er en anden af de mest spændende kvindelige rappere lige nu.
Men selv om der altså altid har været kvindelige stemmer, der har tematiseret sex, har det aldrig været så centralt til stede på hiphopscenen som nu.
For før kom kvindelige rappere oftest frem enkeltvis – som om, der ikke var plads til mere end én kvinde ad gangen. Med den konsekvens, at genren hovedsageligt blev defineret af mændene, der samlebåndsproducerede sange, hvor kvinden var sexobjekt og manden aktiv part.
Sådan er det ikke mere. Det er ikke kun få kvindelige artister, alle ser mod, men et væld af forskellige kunstnere – med vidt forskellige geografiske udgangspunkter, æstetiske præferencer og personlige historier.
Der er store stjerner som Nicki Minaj, Cardi B og Megan Thee Stallion, men også fremadstormende folk som Saweetie, City Girls, Cupcakke, Queen Key, Rico Nasty og mange flere, der alle giver deres egen bud på, hvordan kvindelige rappere kan udtrykke deres seksualitet.
Udviklingen er ikke lige så markant i Danmark endnu, hvor Tessa stadig er klart den største artist inden for dén sfære. Men på Instagram kan man eksempelvis se hende støtte andre danske kvindelige rappere som Goldie 6is. Forhåbentlig er Tessas kometkarriere altså starten på en bredere udvikling i dansk hiphop.
For der er en klar styrke i, at der er mange artister på spil – og mange stemmer, der fortæller forskellige historier. Dén styrke har Cardi B også helt tydeligt set med ’WAP’.
For dels har hun inviteret Megan Thee Stallion med på sangen, men hun har også ladet en række andre kvinder (som Normani, Rosalía, Mulatto og Kylie Jenner) få roller i musikvideoen. Der er ingen mænd, der danses for, men en række kvinder, der udtrykker sig for deres egen nydelses skyld. I interviews har Cardi desuden også talt om, at hun fra start af gerne ville have andre kvindelige artister med på sangen.
Samtidig med, at ’WAP’ altså sætter kvindelige perspektiver på sex centralt ind i hiphopkulturen – og sætter to af tidens største kvindelige rappere sammen på samme sang – kan man heller ikke undgå at se, at det her track sætter nye standarder for, hvad man kan sige på en storhittende single.
For Cardi B og Megan Thee Stallion holder sig som nævnt ikke tilbage i forhold til udpenslende sextekster. Men det er ikke tekster, der placerer dem som passivt objekt. Tværtimod.
»Put him on his knees, give him something to believe in«, rapper Megan, mens Cardi rapper hver linje, som om hun giver en ordre – og slutter et sexscene-vers af med at understrege: »I don’t cook, I don’t clean«.
Og så er der selvfølgelig det omkvæd, der er så rammende, simpelthen fordi det er så utvetydigt. Der er ingen metaforer eller skjulte pointer. 50 Cent rappede om at slikke på slikkepinde i en ’Candy Shop’, og selv Nicki Minaj brugte ’Anaconda’-metaforen.
Her er der ingen falsk uskyldig dobbeltbetydning. Der er bare: »Wet-ass pussy«. Og det er momentet, hvor Cardi og Megan ikke bare snakker sex på lige fod med mændene, men overgår dem.
Altså: Der findes jo ikke nogen storhittende sang af en mandlig rapper der hedder ’Big Ass Dick’. Så langt kunne man ikke gå, trods alt. Ingen af mændene turde i hvert fald – men Cardi og Megan gjorde. Og derfor rykker ’WAP’ grænserne – ikke bare for kvindelige rappere, men for rappere i det hele taget.