Efter nattens forhandlinger indgik Folketinget her til morgen en aftale om yderligere genåbning af samfundet.
Den nye aftale kommer med en fastlagt dato, hvor nattelivet efter godt halvandet års nedlukning omsider kan åbne for festglade gæster igen. 1. september må klubber, diskoteker og lignende steder således genåbne. Den første måned skal gæster her vise gyldigt coronapas, inden kravet ophæves 1. oktober.
Aftalen indebærer også, at krav om brug af mundbind eller visir udfases allerede fra på mandag alle andre steder end i offentlig transport, når man står oprejst. Fra næste uge kan man altså igen tage til koncert, i biografen og til andre kulturarrangementer uden at have mundbind på. Frem til 1. september skal man fortsat fremvise coronapas for at få adgang til disse steder.
Fra 1. august ophæves afstandskrav og krav om at inddele publikum i sektioner for store udendørs arrangementer med siddende tilskuere. Til gengæld skal gæster registreres, så myndighederne nemmere kan smitteopspore. For arrangementer med færre end 2.000 tilskuere vil der fortsat være krav om gyldigt coronapas indtil 1. august, mens kravet for arrangementer med mere end 2.000 tilskuere gælder indtil 1. oktober.
Aftalen kommer dog med et lille forbehold. Udfasning kan blive udskudt, og restriktioner kan blive genindført, hvis pandemien »udvikler sig i en bekymrende retning med markante stigninger i smitten med væsentlig konsekvens for sygehusvæsenet eller ved en hurtig udbredelse af nye bekymrende virusvarianter«. Vi krydser fingre.