The Weeknd skal spille mystisk kultleder i ‘Euphoria’-skabers kommende serie

The Weeknd skal spille mystisk kultleder i ‘Euphoria’-skabers kommende serie
The Weeknd. (Foto: Jean Baptiste Lacroix/Getty Images)

Efter sin mindeværdige cameo over for Adam Sandler i ‘Uncut Gems’ bygger The Weeknd videre på skuespilkarrieren. Faktisk er han både bærende skuespiller, medforfatter og producer på den kommende HBO-serie ‘The Idol’, der har spændende kræfter i ryggen.

Popstjernen med det borgerlige navn Abel Tesfaye har skabt ‘The Idol’ sammen med Sam Levinson, der står bag den storhypede ungdomsserie ‘Euphoria’, og Reza Fahim, som til dagligt er musikproducer for blandt andre The Weeknd.

Ifølge Deadline følger serien en kvindelig popsanger, der indleder en romance med en mystisk klubejer, der samtidig er leder af en hemmelig kult.

Mens den kvindelige hovedrolle endnu ikke er på plads, ved vi allerede nu, at The Weeknd skal spille kultlederen. Det virker som en mere end oplagt rolle for sangeren, der i sin musik længe har dyrket et mystisk og iskoldt nattelivsunivers, som senest blev fulgt helt til dørs med en række gennemførte ‘After Hours’-performances.

‘The Idol’ er i en tidlig produktionsfase, hvorfor premieredatoen endnu er uvis.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af