Først fik vi en sexet saxofon på ‘Buongiorno’. Nu får vi en mundharmonika på ‘Slikhår’.
Jep, Kidd har åbenbart gjort det til sin mission at hive nogle anderledes instrumenter ud af skabet og skabe syng-med-hits med dem.
‘Slikhår’ virker ved første lyt som en åndelig efterfølger til ‘Buongiorno’. Kidd synger endnu en gang om at cykle ud i natten på eventyr og om at tage til morgenfester.
Men hvor ‘Buongiorno’ var en lidt uventet ny retning for Kidd, går ‘Slikhår’ planken hele vejen ud og leger med eurodance-stemning og et »la-ba-dee-da-bi-da«-omkvæd.
Det hele lyder lidt som en skør blanding af Bob Sinclar-beat og Eiffel 65-lyrik tilsat et snert af stemningen fra Tour De France-sangen ‘Tu Es Foutu’ (lavet af In-Grid).
Den får, med andre ord, ikke for lidt på ‘Slikhår’. Tiden må vise, om det er nok til at skabe endnu et storhit som ‘Buongiorno’.