RoseGold har skruet op for ambitionerne på det seneste. Den dansk-britiske rap/r’n’b-gruppe har tidligere i år lavet sange med sværvægtere som Branco og Noah Carter, og nu er de klar med endnu et stort samarbejde.
Brødre-duoens nye single ‘Easy Money’ har nemlig et feature fra selveste Sivas.
Sidstnævnte fyrer faktisk op for nogle seriøse ordspil og et exceptionelt køligt flow. Vi kaldte hans vers på Brancos nyligt udgivne ‘Siri’ for rapperens bedste i mands minde, men det her kommer faktisk tæt på at overgå det.
‘Easy Money’ har desuden fået en særdeles luksuriøs billedside, som Soundvenue i dag har premiere på.
Musikvideoen er filmet på et chateau i Frankrig, hvor kunstnerne fester med skaldyr og champagne iført dyre designertråde. På et tidspunkt bliver der endda fisket pengesedler op af poolen med et net.
‘Easy Money’ kan findes på RoseGolds nye album ‘Pure’, der er udkommet i sin fulde længde i dag. Det består af 14 sange, inklusive det tidligere udgivne Branco-samarbejde ‘Sunshine’.