Terrace Martin har i nogle år været en af de skikkelser, der har gjort mest for at få hiphop og jazz til at mødes – noget, der blandt andet skete med succes, da han agerede producer på adskillige numre fra Kendrick Lamars 2015-storværk ‘To Pimp a Butterfly’.
Men Terrace Martin er også kunstner i egen ret, og i dag har han udgivet albummet ‘Drones’. Albummet er rigt på gæster, der cementerer hvor anerkendt en producer, han efterhånden er. Se bare titelnummeret, der byder på pladens nok mest imponerende samling features.
‘Drones’-sangen er en et insisterende stykke jazzfunk, der byder på et catchy hook fra Kendrick Lamar, der ellers ikke har ødslet med gæsteoptrædenerne de seneste par år. Han optræder side om side med veloplagte optrædener fra r’n’b-sangerne Ty Dolla Sign og James Fauntleroy.
Nummeret byder også på en kæk lille spoken word-sektion fra Snoop Dogg, der omgives af det fængslende groove og sjælfulde vokalbidrag fra Ty Dolla Sign.
Og hvis dette track er det mindste tiltalende, er det bare om at kaste sig over resten af ‘Drones’-albummet, der ikke holder igen med gæster. Tracklisten byder nemlig også på bidrag fra blandt andre Cordae, Smino, Channel Tres, Kamasi Washington, YG og Leon Bridges, for blot at nævne under halvdelen af feature-listen.