Branco og Jimilian genopliver gammelt Infernal-hit – hør den nye version af ‘From Paris to Berlin’

Branco og Jimilian genopliver gammelt Infernal-hit – hør den nye version af ‘From Paris to Berlin’
Branco. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

I går kunne vi rapportere om Frank Ocean-coveret, ingen havde bedt om. I dag kan vi så bringe nyheden om et Infernal-remake, vi nok godt vidste, vi ikke havde brug for.

Infernal har således netop udgivet en ny version af deres kæmpehit ‘From Paris to Berlin’ fra 2004. Det sker for at fejre gruppens 25-års jubilæum.

Den nye udgave er blevet opdateret med hele to rappere i form af Branco og Jimilian, og de gør da deres bedste for at sætte gang i løjerne. Branco synger rent faktisk omkvædsmelodierne, mens Jimilian rapper om at være broke dengang i 00’erne – hvor sangen udkom oprindeligt.

Det er meget længe siden, må man forstå. Jimilian var i øvrigt to år gammel, da Infernal blev grundlagt.

På trods af de hæderlige gæsteoptrædener føles sangen dog mest af alt som en zombie, der er vakt til live for at få endnu en tur i musikbranche-manegen. Lina Rafns growlede omkvæd føles aldrig som om, det er med på samme sang som de to rapperes flows.

Mistanken om, at det her primært handler om at malke et gammelt hit, forstærkes i øvrigt, hvis man følger Branco på Instagram. Her har han lagt en story op, hvor han uden omsvøb skriver, at Infernal tilbød ham en stor pose penge for at være med.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af