I de første mange år af karrieren var Lord Siva en mystisk enspænder, der lavede dyster r’n’b om nætter med lidt for mange fester og alt for mange mørke tanker. Men de seneste par år er han sprunget ud som vaskeægte popstjerne med sange som ‘Solhverv’ og ‘Stjernerne’.
Den udvikling mod en mere lys og klassisk lyd fortsætter på den nye single ‘SOS’, der er rendyrket 80’er-pop. Sangen har endda fået en musikvideo, der ligner noget fra MTV’s allerførste år. Der er masser af skyggespil og nostalgiske effekter – og så en jakkesætklædt Lord Siva i centrum, der krænger følelserne ud i en mikrofon.
Denne gang har Lord Siva tilmed fået hjælp af en mand, der i dén grad ved, hvordan klassisk pop skal skrues sammen. ‘SOS’ er nemlig skrevet og produceret sammen med ingen ringere end Thomas Helmig.
»Alle mine sange handler om kærlighed, og det gør ’SOS’ også«, siger Lord Siva til Soundvenue om sangen. »Den handler nok i virkeligheden mest om ulykkelig kærlighed, men fordi sangen er et uptempo nummer, er det en sang, man kan forbruge på mange forskellige måder – både når man har hjertesorger og er ked af det, men den fungerer også på dansegulvet«.
Forbindelsen til Thomas Helmig er desuden ikke helt tilfældig. Lord Siva danner nemlig par med Ulrikke Toft Simonsen, som er datter af Reneé Toft Simonsen, der er gift med netop Helmig.