Det kan være svært at skrive sange om kærligheden. Hvordan rammer man lige det her eviggyldige (og gennemtærskede) emne spot on uden at falde pladask ned i alle de klichéer, der nu engang knytter sig til noget så både banalt og komplekst?
Det spørgsmål er der ingen, der har et endegyldigt svar på, men en måde at gribe det an på kunne jo være at tackle de åh-så-skrækkelige klichéer med hovedet først. Springe ud i dem, fordi … der er jo en grund til, at de er blevet klichéer. De passer jo. Nogenlunde.
Danske Veiles pakker ikke tingene ind på sin debutsingle ’You & Me’, som tager fat i kærligheden i dens mere umiddelbart romantiske form.
»I wanna take a train out to nowhere / kiss you in the rain like we don’t care«, lyder der forelsket fra Esther Møller Fogh aka Veiles, som debuterer med sådan en popsang, som bare grundlæggende virkelig er svært at have noget i mod. For vi har alle brug for at blive mindet om kærligheden. Og meget gerne via en skarpt skåret popsang med en bevægende vokalpræstation.
Men stop lige. For det er altså ikke en stormombrust forelskelse, der ligger til grund for ’You & Me’.
»Det sidste, jeg havde set til romantik, var, da min ekskæreste dumpede mig nogle år forinden. En corona-lockdown og et par pinefulde Tinder-dates senere sad jeg så i Jylland hos mine forældre, og pludselig kom ’You & Me’ bare til mig. Ligesom at kærligheden oftest kommer, når man mindst venter den. Sangen er blevet min reminder om, at true love does exist«, fortæller Veiles i en pressemeddelelse.
Veiles nåede finalen i KarriereKanonen 2021, men er nu klar til at udgive sin musik officielt.
’You & Me’ er lavet i samarbejde med rutinerede sangskriverkræfter i form af Vera, Nature Boy og Mads Koch.
Esther Møller Fogh aka Veiles stammer oprindeligt fra Aarhus, men er i øjeblikket bosat i Berlin.