Asteroiden RE1, der blev opdaget i 1980, har netop fået navneforandring til det mere mundrette »Sophiexeon«. Det sker efter, at fans af artpop-pioneren Sophie har ansøgt om at få en såkaldt cirkumbinær planet opkaldt efter hende. Det beretter blandt andre Pitchfork.
95.000 har givet deres underskrift i støtte til projektet, der blev sat i værk februar sidste år – en måned efter, at Sophie døde tragisk efter et fald fra et tag.
»Jeg vil gerne have, at hendes navn bliver husket, og hendes betydning i LGBT+-miljøet fortsætter med at blomstre i mange år frem«, skrev Christian Arroyo, som stod for ansøgningen dengang.
Nu et år efter har The International Astronomical Union imødekommet ansøgningen med blandt andet denne begrundelse: »Sophie var kendt som en elektronisk musikpioner, hvis futuristiske stil ændrede poplandskabet i starten af det 21. åhundrede«.
»Sophie har haft stor indflydelse på så mange af os, og nu vil hun forevigt være en del af kosmos«, skrev Arroyo, da han fandt ud af, at hans ønske var blevet opfyldt.