Corona-restriktionerne er ophævet, og nu er det for alvor tid til at kigge sultent frem mod sommerens festivaler.
Tinderbox har i dag afsløret 12 nye navne til festivalplakaten, og øverst i pakken troner Stormzy.
Den britiske rapper har gang på gang leveret fantastiske koncerter på dansk grund – senest i Royal Arena i 2020 – og hvem ved; måske det er ved at være tid til, at han lancerer et nyt album? ‘Heavy Is the Head’ udkom jo i december 2019.
Blandt dagens annonceringer finder man også den svenske popstjerne Zara Larsson og oplagte festivalnavne som Suspekt og Saveus.
Aqua er også kommet på plakaten. Popgruppen er ifølge en pressemeddelelse et af de navne, Tinderbox-fans har ønsket allermest at se på festivalen.
Dagens annonceringer:
Stormzy (UK)
Zara Larsson (SE)
Suspekt
Saveus
Aqua
Burhan G
Spleen United
Hjalmer
Rasmus Walter
IAMDDB (UK)
KennyHoopla (US)
Statisk
Dagens kunstnere slutter sig til et program, der i forvejen består af blandt andre Muse, Imagine Dragons, Mø og Tessa.
Tinderbox anno 2022 finder sted 23.-25. juni, og ligesom hos andre aflyste festivaler har gæster med billet til 2020 og 2021 haft mulighed for at videreføre deres adgang. Det er der mange, der har gjort, og et begrænset antal partoutbilletter er til salg nu. Dagsbilletter er også netop gået i salg.
Spilledagene for de annoncerede artister kan ses på Tinderbox’ website.