Den kontroversielle rapper 6ix9ine fik ikke det store gennembrud, han havde håbet på efter sin løsladelse fra fængslet, hvor han fik nedsat sin dom, fordi han samarbejdede med politiet.
I retsdokumenter i forbindelse med en erstatningsudbetaling til ofre for et væbnet røveri, 6ix9ine deltog i, siger rapperen, at en sådan udbetaling kan skubbe ham over kanten mod konkurs. Det skriver All Hiphop.
»Lige nu kæmper jeg for at få enderne til at mødes. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde vil råde over den slags forskud, jeg fik udbetalt, før jeg blev arresteret og min karriere gik i baglås«, lyder det blandt i dokumenterne.
6ix9ine udtaler videre, at en erstatningssag kan få store konsekvenser for ham og hans familie: »Det vil stensikkert føre til en konkurs, som jeg aldrig vil komme mig over, hvilket vil skabe permanent skade for de familiemedlemmer, som afhænger af mig«.
6ix9ines manager Wack 100 har siden bekræftet historien og sagt, at han måtte låne rapperen 20 dollar til benzinpenge:
»Han er flad som ind i helvede. Han har ingenting. Det går rigtig skidt for ham. Jeg var nødt til at sende ham 20 dollar, så han havde råd til benzin. Derfor fortæller vi folk, at der er intet, vi kan gøre for jer nu, fordi han er flad-flad. Det er forfærdeligt. Trist at se en talentfuld, ung mand ende sådan«, sagde Wack 100 under en Clubhouse-session.
Det er med andre ord noget af en forskel fra umiddelbart efter 6ix9ines løsladelse, hvor han delte penge ud til folk på gaden i New York og flashede sin rigdom i diverse musikvideoer. I hvert fald hvis man skal tro rapperens egen udlægning af sagen.
Det er over et år siden, 6ix9ine sidst udgav ny musik.