Billie Eilish var et af hovednavnene ved weekendens Coachella-festival i Californien, der er en af verdens største musikbegivenheder.
Det er en scene, der ofte kræver noget ekstra stjernestøv, og Billie Eilish gjorde sit for at levere det. Først inviterede hun Khalid på scenen til at spille deres sang ‘lovely¨’.
Højdepunktet kom dog lidt senere, da Eilish hev Damon Albarn med på scenen og spillede Gorillaz-sangen ‘Feel Good Inc’ sammen med rapperen Posdnuos fra De La Soul. Albarn sang også med på Eilishs sang ‘Getting Older’.
»Damon Albarn ændrede mit liv på mange måder og ændrede mit syn på, hvad musik, kunst og skabelse kan være«, sagde Eilish til publikum.
»Mit første yndlingsband var the Good, the Bad and the Queen, da jeg var seks år gammel. Blur ændrede verden og Gorillaz ændrede verden. Denne mand er bogstaveligt talt et geni, og sådan er det bare«.
Eilish spillede 25 sange i løbet af koncerten, mestendels fra hendes to album ‘When We All Fall Asleep, Where Do We Go?’ og ‘Happier Than Ever’.
Men selvom den unge popstjerne gjorde sit for at levere et brag af en koncert, mærkede hun tilsyneladende presset over at stå på den store scene. Hun sluttede i hvert fald – mest i spøg – koncerten af med ordene: »Beklager jeg ikke er Beyoncé«.
Se en række af koncertens højdepunkter herunder.