‘Carpool Karaoke’ er tilbage. Efter mere end to års pause grundet corona har James Corden genoplivet det populære segment i sit ‘Late Late Night Show’ – denne gang med ingen ringere end Nicki Minaj på passagersædet.
I løbet af det 17 minutter lange indslag gav Nicki Minaj sit bud på sin bedste britiske accent, skrålede med på Adeles ‘Someone Like You’, rappede ‘Monster’ med Corden og spillede klarinet.
Det var dog ikke kun spas. Minaj berettede også om sin kamp med konstant at blive målt og vejet af offentligheden.
»Jeg tror, at da jeg var yngre, var det mere naturligt for mig at være selvsikker. Når du er en kvinde, og du befinder dig i offentlighedens søgelys hele tiden, så kan du blive mindre selvsikker, hvis du ikke passer på, fordi du hele tiden bliver gransket. Det er ikke naturligt for et menneske at føle, at alle kritiserer dem«, fortalte Minaj.
Hun forklarede, at hun havde en »fantastisk fornemmelse af frihed«, da hun begyndte sin karriere, fordi ingen holdt øje med, hvad hun gjorde.
»Det er gået fra dét til det helt, helt modsatte, hvor de skriver en historie, hvis jeg blinker med mit øje på en forkert måde«, fortsætter hun.
Minaj fortæller desuden om at være blevet forældre i 2020, hvilket har hjulpet hende med at slippe fornemmelsen af, at andres mening om hende er vigtig.
»Når jeg sletter mine sociale medier fra min telefon, føler jeg mig enormt fredfyldt. Det er her, man indser, hvad der virkelig betyder noget. Man tænker: ‘Who cares?’«, sagde hun og tilføjede senere:
»Når jeg kigger på min søn, er jeg på magisk vis forelsket. Han kan få mig til at grine, smile, føle mig glad. Han er så cute og kælen«.