Noget tyder på, at vi kan se frem til at høre ny musik fra Post Malone, når han spiller på Roskilde Festival til sommer.
Musikeren har ikke udgivet et album siden ‘Hollywood’s Bleeding‘ fra 2019, men ifølge Post Malones medmanager Dre London udkommer han altså med et nyt album næste måned. Det skriver Dre London på sin Instagram.
Det ville give god mening, da Roskilde Festival altid har haft fokus på at booke musikere, der er aktuelle med ny musik.
Ifølge Billboard har albummet titlen ‘Twelve Carat Toothache’ og vil efter sigende have en spilletid på omkring 45 minutter, hvilket gør det til Post Malones korteste udgivelse hidtil.
Inden vi får forventningerne alt for højt op, er det dog værd at huske på, at Dre London sidste år lovede os hele to Post Malone-udgivelser i 2021, hvilket som bekendt ikke blev til noget.
Men på den anden side: Pandemien er (næsten) bag os, så nu er der vel intet, som kan holde Post Malone tilbage?