Det kan vel næsten kun blive særdeles saftigt, når en af den nyere rockhistories mest skandaleombruste og berygtede musikere udgiver sine erindringer. Så mon ikke Pete Dohertys selvbiografi, ‘A Likely Lad’, kommer til at rumme en vanvittig historie eller to, når den udkommer 16. juni.
Pressematerialet lokker i hvert fald med lidt af hvert. Her står der, ifølge Pitchfork, at bogen følger musikerens »kreative proces, dekadente fester, narkoberusede nætter, tiden i fængsel og tendens til at selvdestruere«. Det lyder jo som noget af en absint-cocktail.
Pete Doherty er dog selvfølgelig meget mere end skandaler, stoffer og kaos. Frontmanden fra The Libertines og Babyshambles er kendt for at have et vist litterært flair og har efter eget udsagn vundet poesikonkurrencer som ung samt publiceret digte før rockkarrieren.
Så forhåbentlig er ‘A Likely Lad’ ikke udelukkende et skandaleskrift, men også en bog der indkapsler Dohertys romantisk-nostalgiske måde at dyrke det engelske sprog på.