KOMMENTAR. Takket være den engelske sladderavis The Sun florerer der for tiden nogle fotos på internettet, hvor man kan se den tidligere så herointynde Pete Dohertys transformation til gråhåret livsnyder.
På ét af billederne kigger der endda en veludviklet ølmave frem under en noget for kort t-shirt. Rockstjernen er simpelthen gået fra heroin chic til dad bod.
Doherty bevarede ellers sit skælmsk drengede ansigt, elegant henkastede bohemegarderobe og på perfekt vis hærgede fremtoning gennem den mest ekstreme af alle rockstjernetilværelser med heroin, crack, alkohol, fængsling, afvænning, slagsmål og massevis af problemer med loven.
Så det faktum, at Pete Doherty nu ser gammel (eller okay, gammel og gammel, han er 42) og sund ud, synes jeg er sangerens største og mest uventede sejr.
For hvis nogen musiker nogensinde havde døden tatoveret i panden, var det jo Libertines-medlemmet, der i årevis så at sige puttede heroinen i heroin chic.
En række ligesindede fra miljøet rundt omkring ham – tidligere bandmedlemmer, filmskabere, musikere, venner – døde af stoffer eller under mærkelige omstændigheder.
Men Pete Doherty døde ikke. Han rettede bare på hatten, børstede kokainstøvet af skulderen og fortsatte. Gud ved, hvordan han undgik graven. Eller måske snarere Djævelen. Doherty har i hvert fald til tider lignet en kunstner, der har indgået en særdeles dyr faustisk pagt.
Hans narkoberusede eskapader er både utallige og kanoniserede – The Guardian har kaldt ham »landets mest berømte narkoafhængige« – men her er et par af Petes greatest hits, der ikke er at finde på noget album.
Heroin der vælter ud af lommerne
Doherty har haft utallige problemer med loven, men den mest berømte situation var nok, da han reagerede på at være blevet smidt ud af Libertines af bandmakkeren Carl Barat ved at begå indbrud i dennes lejlighed.
Han røg derefter i fængsel. Efterfølgende blev Barat og Doherty venner igen. Og så uvenner. Og så venner. Og så videre. For evigt.
På et andet tidspunkt blev Doherty anholdt i retten, da han havde glemt, at han havde 13 poser heroin i lommen. Hvilket han så kom i tanke om, da heroinpakkerne rent faktisk faldt ud af hans jakke. Den slags tankeløs, arrogant tåbelighed kan man da kun beundre. Doherty betegnede selv episoden som værende »dum«, hvilket er svært at modsige.
Her er det måske på sin plads, at jeg lige påtaler det åbenlyse: Jeg elsker Pete Doherty.
Måske mest da jeg var yngre, men jeg har stadig et ømt punkt for hans romantisering af en eller anden utopisk engelsk idealtilstand, hans dødsforagt og den der umiskendelige evne til at æstetisere tilværelsen til noget stort og smukt, selv når man bor i en beskidt narkohule. Pete Doherty er sturm und drang på crack. Bogstavelig talt.
Fascinationen gælder selvfølgelig næsten i lige så høj grad selve karakteren som musikken. Den der slørede stemmeføring, der er så affekteret snøvlende, at Doherty altid lyder en smule (okay, mere end en smule) påvirket; evnen til at svare på ethvert interviewspørgsmål med mere vid end en Oscar Wilde-karakter.
Pete Doherty kan levere den slags replikker, man selv kun kommer i tanke om lang tid senere, når man tænker over, hvad man kunne have sagt. Mit favoritklip med ham er et interview med MTV fra før han overhovedet var kendt.
Pete Doherty bliver bedt af en ivrig reporter om at opsummere Oasis med ét ord. »Trousers«, lyder deadpan-svaret. Intervieweren er målløs.
Det interview var selvfølgelig fra før Pete Doherty blev rockstjerne, junkie og alt det andet. Han ser sund ud og virker ekstremt intelligent. Charmen og glimtet i øjnene forsvandt ikke under årtier med konstant narkoforbrug. Men det kunne jo nok ikke forsætte sådan for evigt.
Livet finder en vej
Jeg tror ikke, man kunne oddse på, hvorvidt Doherty ville kradse af, før han blev 30, men hvis man kunne, havde oddsene været lave. Chancerne for, at han ville blive 40, må have været cirka lige så gode som Leicesters chancer for at vinde Premier League.
Men mirakler sker åbenbart, for her er vi i 2021, og Pete Doherty har overlevet. Faktisk har den tilsyneladende udødelige rockstjerne gjort mere end at overleve – han lever. Så vidt jeg kan google mig til er han ifølge et citat til The Sun »mere eller mindre clean«, han er netop blevet gift og spiser godt. Rigtig godt, faktisk.
For tre år siden havde Doherty således lidt af et viralt moment, da han indtog en næsten ufatteligt kolossal »mega breakfast« på en café på under 20 minutter.
Den tidsfrist skulle overholdes for at få måltidet gratis. Hvilket Doherty var nødt til, har han siden udtalt, da han ikke havde en krone på lommen. Så han hakkede maden ned, som han før havde hakket stoffer.
Og det er et godt tegn! For den slags appetit har man altså ikke (har jeg ladet mig fortælle), hvis man er heroinjunkie.
Nu er der altså kommet nye billeder frem, der viser, at appetitten har varet ved i årene siden den legendariske morgenmadsbedrift.
Det har forudsigeligt nok ført til masser af tykfobiske (ja, jeg sagde det: tykfobiske!) overskrifter om, at han er »uigenkendelig« og »oppustet«. Sladdermedierne har en fest med før/efter-fotos.
The Sun har endda fundet et citat frem, hvor Doherty siger, at hans guilty pleasure er toast med fransk comté-ost. I det mindste er nogle af sladderavisernes meget britiske formuleringer en smule sjove på en eksotisk måde: »Positively tubby«, beskrives han et sted.
Her kan jeg kun parafrasere et Gucci Mane-meme, som Rihanna engang delte: Hvis du ikke elsker Pete nu, hvor han vejer 50 kilo mere (ifølge én overskrift), havde du ikke fortjent ham, dengang han var tynd!
Dette er nemlig en fortælling om håb: Hvis Pete Doherty – Pete Doherty! – kan klare den, så kan du fandme også. Selve hans eksistens var en hån mod døden, en udfordring til manden med leen om at hente ham hurtigst muligt. Mene Pete Doherty døde ikke.
Manden, der var lige så dødsmærket som Dumbledore i Harry Potter 6, klarede den på mirakuløs vis. Så er alt altså muligt.
»Life finds a way«, som de siger i ‘Jurassic Park’: Det er det, Doherty anno 2021 symboliserer. Livet. Kampen. Sejren. En eksistens som midaldrende mand med en ølmave og en hund på landet i Frankrig. Hvad mere kan man ønske sig?