Skandaleombruste Pete Doherty begår vellykket solocomeback
’Nyt soloalbum fra Pete Doherty’. Fordomme og forudindtagne konklusioner tikker automatisk ind på den mentale frekvens, inden man har hørt så meget som en strofe.
Det er en klods om benet, som stædigt har hængt ved den navnkundige The Libertines-frontmand de seneste mange år, hvor hans notoriske narkomisbrug desværre har obstrueret for fokus på det kunstneriske output.
Det er blot to år siden, at Doherty (på selve dagen!) aflyste en Babyshambles-koncert på Vanguard Festival, hvilket ikke just bidrog til at rette op på hans ry som utilregnelig kamikazekunstner. Synd og skam, for i sine bedste øjeblikke har den 37-årige englænder vist sig som skarp en observatør med øre for effektive hooks, og forhåbentlig vil ‘Hamburg Demonstrations’ forstumme tabloidkoret og rette fokus mod det væsentlige: At Pete Doherty er en begavet sangskriver.
Borte er de skramlede og punkede excesser fra Babyshambles, og vi bliver her præsenteret for formfuldendte og smagfulde musikalske arrangementer, som gør indtryk. Instrumenteringen er eklektisk og forstærker sangenes udtryk. En strygerkvartet svæver luftigt og elegant gennem ‘I Don’t Love Anyone (But You’re Not Just Anyone)’, og der anvendes elpiano og blæsere med rytmisk effekt på ‘Down for the Outing’, hvor Doherty spidsfindigt parrer sit hjemland med Rusland ved at rime »Britannia« med »dasvidaniya«.
Han har desuden blik på verdens uroligheder, når han italesætter det frygtelige terrorangreb på det parisiske spillested Bataclan i den marchagtige ‘Hell to Pay at the Gates of Heaven’: »Come on boys, choose your weapons / you join a band or join the army«.
Her træder han i karakter som en moderne udgave af Ray Davies, den tidligere frontmand og sangskriver i The Kinks, som ligeledes beskrev omverdenen og skæbnerne, som befolker den, med skarp lyrisk observation og rammende sociale kommentarer.
Doherty opererer i en ærkebritisk kontekst, som udstråler en charmerende nostalgisk aura, hvilket den smukke afslutter ‘She Is Far’ understreger. Flere af strygerarrangementerne i de afdæmpede sange har nærmest arkadisk karakter og kunne lige så vel akkompagnere en BBC tv-serie, der udspiller sig i landlig idyl.
Han hylder også veninden Amy Winehouse på den bittersøde ‘Flags of the Old Regime’, hvor det er svært ikke at blive rørt: »The fame they stoned you with / you soldiered it and you made your fortune / but you broke inside«.
Albummet kan ikke dog helt se sig fri for et par trivielle stunder: ‘Oily Banker’ med kæk harmonika bliver en anelse langtrukken, ligesom ‘The World Is Our Playground’ fremstår lettere pub-bøvet. Men det er mindre anmærkninger på et rustikt lydende og afvekslende album, hvor en af de mest omtalte skikkelser i nyere engelsk rockhistorie træder i karakter som sangskriver med noget på hjerte. Det er en glæde at opleve Pete Doherty i musikalsk og lyrisk topform.
Kort sagt:
En af de mest omtalte skikkelser i nyere engelsk rockhistorie gør solocomeback med vellykkede melodier serveret i smagfulde arrangementer. Udtrykket er dybt forankret i hjemlandets kulturelle DNA, og Doherty forvalter arven med både en charmerende nostalgisk aura og et skarpt blik for samfundsforhold af i dag.