Med økonomisk skulderklap kan SheCanPlay nu udvide arbejdet med at få flere kvindelige talenter ind i musikbranchen

Med økonomisk skulderklap kan SheCanPlay nu udvide arbejdet med at få flere kvindelige talenter ind i musikbranchen
Karen Vincent og Sarah Sølvsteen fra SheCanPlay. (Foto: Les Kaner)

SheCanPlay blev grundlagt i 2017 med et ønske om at rykke ved musikbranchens skæve kønsbalance via vækstlaget.

Nu har foreningen modtaget et støttebeløb på næsten fem millioner kr. fra Tuborgfondet, og dermed kan arbejdet med de kvindelige talenter udvides betydeligt.

Projektet, som blev startet af Sarah Sølvsteen og Karen Vincent, har tidligere optaget et årligt hold på i alt 24 medlemmer i alderen 13-23 år, som har fået gratis undervisning i alt fra sangskrivning til juridiske rettigheder i musik.

Men med de nye størrekroner er der råd til at gøre mere. Fra 2023 optager SheCanPlay to hold om året, og der er blandt andet planer om at åbne lydstudier rundt om i landet.

»Vi er så taknemmelige for den håndsrækning, vi har fået fra Tuborgfondet. Både fordi det skaber en økonomisk sikkerhed for os, så vi kan fokusere udelukkende på undervisningen. Men også fordi vi dermed får mulighed for at tænke større tanker for projektet«, udtaler Karen Vincent fra SheCanPlay i en pressemeddelelse.

Der er netop nu åbnet for ansøgninger til det hold, som skal starte i september 2023.

»Vi håber på, at alle musiktalenter indenfor både producer- og sangskriverfeltet, der er blevet tildelt det kvindelige køn eller definerer sig som kvinder i det aldersspænd, vi arbejder med, vil sende en ansøgning, og vi krydser fingre for, at der kommer ansøgninger fra hele landet og i alle genrer«, udtaler Sarah Sølvsteen fra SheCanPlay. 

Tidligere har kunstnere som Agnes Hartwich, Bathsheba og Mercedess været en del af SheCanPlay.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af