Roskilde Festival er blevet ramt af to aflysninger: PinkPantheress og Amenra gæster ikke Dyrskuepladsen alligevel.
Festivalen har dog to afløsere klar med det samme: Remi Wolf og The Ocean.
Britiske PinkPantheress er et af tidens mest hypede nye popnavne. Hun fik et solidt gennembrud i 2021 blandt andet via succes på TikTok.
Ifølge Roskilde Festival har PinkPantheress problemer med hørelsen. Hun har på sin læges opfordring aflyst al liveaktivitet i øjeblikket.
Som erstatning har Roskilde annonceret californiske Remi Wolf, der overtager PinkPantheress’ tid i spilleplanen med sin blanding af pop, soul og funk. Det er lørdag kl. 22.00 på Apollo.
Det belgiske metalband Amenra har aflyst deres turné grundet en personlig hændelse. Tyske The Ocean overtager pladsen i spilleplanen: Onsdag kl. 20.00 på Gloria.