Icekiid blotter melankolien på debutalbummet ‘Ingen roser uden torne’ – men livet er også stadig »amazing«
Hvis du for fem år siden havde spurgt mig, hvem der i kølvandet på Sivas’ og Gillis succes ville opnå en lignende medvind, så havde jeg nok ikke peget på Icekiid.
Det virkede ikke som om, dansk rap og Icekiid var på vej i samme retning: Icekiids afrorytmer var gode til festen, men dansk rap var på vej ned i boligblokkens beton med en ni’er og en stak sorte penge på bagsædet.
Men jeg tog fejl: Icekiid er blevet en af dansk raps mastodonter, og måske er det netop fordi, han er en slags modpol til Gilli og Brancos gaderap og Shooter Gangs aggressivitet. Icekiid spreder hovedsageligt gode vibes, og det er det ikke alle, der gør.
Altså; hvem har ikke stået til en fest og skrålet ’errudumellahvad’ med rullende r’er? En stor del af Icekiids karriere er bygget på feststemningen, og den er også præsent på debutalbummet ‘Ingen roser uden torne’. Men som titlen antyder, er tiden også moden til, at vi lærer Icekiid at kende på en lidt anden måde. Og det er nok meget godt.
Allerede åbneren ‘Kendis’ viser en mere seriøs Icekiid.
»I kan lide den måde, jeg rapper, det betyder ik’ i forstår mig«, synger han over melankolske klaverakkorder. Den berømte bagside af medaljen slipper man åbenbart ikke for, uanset hvor mange afrobeat-synkoperinger, man bruger.
Også numre som ‘Du var’ og ‘Queen’ (dedikeret til moren) viser, at Icekiids liv ikke altid svarer de solbeskinnede rytmer (»Se det her smil, stadig sår i hjertet«). Mens ’Lifestyle’, der på overfladen kan virke som en festglorificerende banger, får et tvist af at være fanget i en livsstil, man måske ikke altid trives i – »jeg smiler som om jeg er glad, men sværger det her det er bare en facade«.
Det er dejligt, at teksterne går dybere end smykker og hvilken hårfarve, man godt kan lide.
De festlige sider af Icekiid er dog også repræsenteret på eksempelvis ‘Belly Dancer’, ’Kolo’ og den ubeskriveligt catchy ‘Drippy’, hvor guitarfigurerne flyder ind og ud mellem Icekiids overbevisende vokal.
Der bliver drukket, danset, og livet bliver nydt i fulde drag – en disciplin Icekiid lader til at være mester i (og mester i at skrive sange om). Her er selvsikkerheden i top, og kontrasterne får både de mørke og lyse sider til at fremstå klarere.
Højest går humøret på ‘Hold fokus’: »Jeg har det meget bedre end de folk på min alder / vil du gerne ramme den der bonus? / det hele handler om at holde fokus«, synger han akkompagneret af blæsere over et opløftende beat.
Hvor tekstuniverset er blevet udvidet, holder musikken sig virkelig på afrobeatens smalle sti, hvor den danser ubesværet og selvsikkert af sted.
Det er faktisk et mirakel, at ‘Ingen roser uden torne’ ikke bliver lidt kedeligt i sin helhed. BPM’erne går fra lidt langsom til lidt hurtig, men ellers er det bare på med solbrillerne og i gang. Icekiid er bare en stærk vokalist, og nærmest samtlige numre er umulige at stå stille til.
Så selv om musikken kan tangere det ensformige, gør det ikke noget. Tværtimod vidner det om en kunstner, der ved, hvad han vil, og hvad han kan – og som gør det uden for meget betænkningstid.
»Jeg er fokuseret på det vigtige, vigtige«, som der rappes på ‘Drippy’.
På trods af, at ‘Ingen roser uden torne’ rummer det eftertænksomme, så ender Icekiid på outroen ‘Celebration’ med at konkludere, at »livet er amazing«.
Og det er altså ikke svært at tro ham. Ikke kun i forhold til, at hans liv er amazing, men ens eget liv føles pludselig også lidt mere amazing og opløftende i selskab med Icekiid. Det kan jo ikke være helt skidt.
Kort sagt:
Icekiid viser nye, mere eftertænksomme sider af sig selv på ‘Ingen roser uden torne’, hvor han dog også er selvsikker og festlig, som vi kender ham. Kontrasterne gør kun albummet bedre, og Icekiid er og bliver en stærk vokalist med en stil, han mestrer som ingen andre.