Kate Bush-klassikeren ‘Running Up That Hill’ har været en af årets mest uventede succeshistorier. Sangen er strøget op mod toppen på alverdens hitlister, siden den fik en meget central rolle i fjerde sæson af Netflix-serien ‘Stranger Things’.
Det er selvfølgelig en ret speciel ting i sig selv, at en fantastisk sang fra 1985 kan blive stor i 2022, men det hele er kun blevet endnu bedre af Kate Bushs egen uforstilte entusiasme.
Hun har nemlig på ingen måde forholdt sig elitær eller ligegyldig overfor nummerets renæssance. Tværtimod har hun nærmest stået på sidelinjen og klappet af begejstring.
»I har måske hørt, at den første del af den fantastiske, gribende nye sæson ‘Stranger Things’ for nyligt er blevet udgivet på Netflix. Den indeholder sangen ‘Running Up That Hill’, som har fået nyt liv af de unge fans, der elsker serien – jeg elsker den også!«, lød det i første omgang fra Kate Bush, da sangen begyndte at få momentum.
Nu, hvor ‘Running Up That Hill’ fortsætter med at løbe op af hitlisterne (pun helt klart intended), har hun meldt sig til orde med endnu en begejstret udmelding.
»Det er alt samme så spændende!«, skriver hun på sit website. »Sangen har fået så mange positive modtagelser. Jeg har aldrig oplevet noget lignende«. Hun takker desuden alle, der har lyttet til sangen, og udtrykker endnu engang sin begejstring for ‘Stranger Things’.
I Danmark ligger ‘Running Up That Hill’ i øvrigt stadig i top-10 over de mest streamede sange på Spotify – lige over Brancos seneste single og Harry Styles’ verdenshit ‘As It Was’. På den globale Spotify-liste indtager den andenpladsen.