Den nye sæson ‘Stranger Things’ er allerede godt i gang med at sætte seertalsrekorder på Netflix, men også på de internationale hitlister kan man mærke seriens tilstedeværelse.
Den 37 år gamle Kate Bush-sang ‘Running Up That Hill’ storhitter nemlig i udlandet, efter sangen er blevet brugt i en række scener omkring Sadie Sinks karakter Max.
Sangen indtager en fjerdeplads på den globale Spotify-hitliste med over fem millioner daglige afspilninger – og hvis populariteten fortsætter kan den meget vel have kurs mod førstepladsen.
Også på amerikansk iTunes har sangen indtaget førstepladsen. Herhjemme er begejstringen lidt mindre, men ‘Running Up That Hill’ har klemt sig ind på en 21.plads på Spotifys danske hitliste.
Kate Bush kan blandt andet takke Winona Ryder for at være blevet inkluderet i serien. I et interview med USA Today fortæller skuespilleren, at hun pressede på for at få Bushs musik med i showet:
»Jeg har været besat af hende, siden jeg var en lille pige. I de sidste syv år har jeg hentydet det under optagelserne, når jeg har haft mine T-shirts med Kate Bush på«.
Første halvdel af fjerde sæson ‘Stranger Things’ kan ses på Netflix. Anden halvdel udkommer 1. juli.