Roddy Ricch var på vej til at give koncert ved Gorvernors Ball-festivalen i New York lørdag aften, da han blev anholdt af politiet. Det skriver blandt andre TMZ.
Betjentene fandt et ladt våben i den bil, der transporterede rapperen til festivalen. Roddy Ricch blev anholdt sammen med to andre i bilen og måtte aflyse sin koncert.
Han blev blandt andet tiltalt for ulovlig besiddelse af et våben. Ifølge TMZ blev han løsladt fra sin varetægtsfængsling søndag, hvor han efter sigende også skulle foran en dommer.
Roddy Ricch var ikke den eneste musiker, der missede sin egen koncert ved Governors Ball. Migos var programsat til at spille, men bakkede ud i sidste øjeblik, hvorefter Lil Wayne blev annonceret som afløser. Han kunne dog ikke nå frem til koncerten på grund af flyproblemer, hvorefter A$AP Ferg overtog tjansen.
Roddy Ricch slog igennem i 2018 med singlen ‘Die Young’. Han modtog en Grammy for sin feature på Nipsey Hussle-singlen ‘Racks in the Middle’.
I slutningen af 2019 udgav han sit debutalbum ‘Excuse Me for Being Antisocial’, der toppede den amerikanske hitliste, men som ifølge vores anmelder ikke levede op til Roddy Ricchs store potentiale.