Varnrable på Roskilde Festival: Det her skulle være tungt, måske endda lidt ubehageligt

Allerede i introen lagde Varnrable stilen med en buldrende bas, et desorienterede noisescape og atonale elementer.

Det her skulle være tungt, måske endda lidt ubehageligt. For den norske kunstners musik er ikke nødvendigvis rar at lytte på. »Let’s kill the vibe / let’s have a good time«, lød det på ‘Let’s Kill the Vibe’ som en præsentation af det destruktive univers.

Scenografien med to hegn, hvorpå der var hængt nogle skitse-agtige malerier, bar præg af noget råt og tungt. Som om vi alle var fanget i mørket.

De triphoppede produktioner og skeletagtige trommer slæbte sig af sted, mens Varnrables autotunede stemme viklede sig ind og ud af de evigt muterende lydlandskaber.

Numre som ‘Crazy Bitch’ og ‘Dripdrop’ malede et dystert billede i gråtoner med en hovedperson, der vandrede langsomt frem og tilbage over scenen og sjældent sang igennem.

De vævende numre blev stedvist en kende uvedkommende og lange i spyttet, måske også grundet den spartanske opsætning med blot en dj og en guitarist, der dog halvvejs inde blev skiftet ud med to dansere.

Men der var også noget dragende i dyrkelsen af de tunge, ubehagelige følelser, som man måske især på en varm festivaldag er tilbøjelig til at pakke væk.

På numre som ‘Cold Bright Hard Light’ og ‘On Fire’ hen mod slutningen kom der mere energi i både musikken og sceneshowet, hvor Varnrable indgik i koreografierne.

Under den technoagtige lukker, ‘F.O.D.’, svingede hun forløsende håret rundt og gav sig selv hen. Selv når tingene ser allermest sort ud, kan man danse sig fra det meste.