Yakuza begyndte hæsblæsende på Roskilde Festival – så måtte hun lige smide et par knægte på porten
Sjældent har Countdown-scenen set så effektiv en intro som Yakuzas.
Blot et minut skulle der gå, før den københavnske rapper fik hele publikum til at svare »Jeg er den bich«, når hun spurgte på ’Den bich’. Sangen blev leveret med syleskarpt flow i et hæsblæsende tempo, der kun efterlod forsamlingen sultne på mere.
Inden de kunne fodres, måtte Yakuza dog lige smide et par unge knøse, der tilsyneladende morede sig med at buhe af rapperen, på porten med ordene: »Så kan I selv mærke, hvordan det føles at blive buhet«.
Optrinnet var en ubehagelig påmindelse om, at det at være kvindelig rapper i 2022 åbenbart stadig kan opfattes som en provokation hos visse persongrupper. Stor cadeau til Yakuza for ikke at finde sig i den slags. Sådan kan orange feeling også se ud.
Når man lægger hårdt ud, bliver udfordringen naturligvis at holde dampen oppe. Desværre snublede Yakuza undervejs, efterhånden som hun introducerede en lang række gimmicks og features, der hurtigt kom til at virke som en rodebutik.
Det gjaldt blandt andet, da en ung mand blev hevet op på scenen for at få en tur i ’Di$neyland’. Det optrin blev fulgt op af besøg fra først den noget nervøse Mads Christian på den malplacerede guitarballade ’Sidste gang’ og derefter Fuld Effekt på det decideret fjollede nummer ’Jacuzzi’.
De to features gav koncerten et skær af gymnasieoptræden fremfor det professionelle Roskilde-show, Yakuza startede med.
Da koncerten så også måtte afsluttes lidt brat og uforløst for ikke at gå over tid, fristedes man til at sige: Mere Yakuza, mindre pjat.