Shawn Mendes’ koncert i Royal Arena næste sommer bliver desværre ikke til noget.
Det står klart efter, at Mendes har måtte aflyse hele sin turné grundet udfordringer med sit mentale helbred.
I et længere Instagram-opslag skriver Mendes, at han aflyser turnéen for at passe på sit mentale helbred. Han har tidligere udsat enkelte koncerter i USA, men ifølge Mendes er det blevet klart, at han har brug for en længere pause end som så:
»Da jeg begyndte på turnéen, var jeg begejstret for endelig at spille live igen efter en lang pause på grund af pandemien. Men realiteten er, at jeg slet ikke var klar på, hvor svært turnelivet ville være efter den lange pause«, skriver Mendes og fortsætter:
»Efter at have konfereret med mit hold og arbejdet med en utrolig gruppe af lægefagligt personale, er det blevet klart, at jeg er nødt til at tage den tid til mig selv, jeg aldrig har taget, så jeg kan arbejde på mig selv og komme stærkere tilbage«.
Mendes fastslår, at han fortsat vil lave ny musik, og at han ser frem til i fremtiden at kunne spille for sine fans.
Koncerten i Royal Arena skulle være løbet af stablen 13. juli næste år.