Ian Curtis er en ikonisk skikkelse i Manchester. Hvilket man blandt andet kan se i bybilledet, hvor der findes et stort vægmaleri af den afdøde Joy Division-sanger.
Eller, det vil sige, det kunne man indtil for nylig. Curtis-maleriet er nemlig blevet overmalet til fordel for en reklame for rapperen Aitchs nye album ‘Close to Home’.
Det har fået manden bag vægmaleriet, Akse P19, til at gribe til tasterne.
»Mit vægmaleri af Ian Cartis, der var baseret på fotografiet af Philippe Carly, er blevet malet over for at promovere udgivelsen af et nyt album«, skriver han på Instagram og fortsætter:
»Jeg har intet imod håndmalede reklamer, da det er sådan, jeg tjener til dagen. Men det her vægmaleri var lavet (…) for at skabe opmærksomhed omkring mentalt helbred«.
Rapperen Aitch har hurtigt været ude og undskylde for fadæsen, og han har desuden forklaret, at han jo ikke selv bestemmer, hvor hans reklamer skal placeres.
»Mit team og jeg får det fikset pronto. Jeg ville aldrig nogensinde være respektløs overfor en lokal helt som Ian«, lyder det fra rapperen (der i øvrigt spiller i Danmark til februar) på Twitter.
Hvortil Ian Curtis’ tidligere bandmakker Peter Hook i øvrigt har svaret et simpelt »tak«.
Aitch-albummet ‘Close to Home’ udkommer på fredag den 19. august.