Med akustiske guitarer og følsomme vokaler er to af dansk musiks nye stemmer, August Høyen og William Torp, blandt vores seneste opture. Derfor er vi glade for nu at kunne invitere til fredagshygge på Flere Fugle i Nordvest den 4. november, hvor de begge giver intimkoncerter og sætter ord på deres musik.
Arrangementet er gratis og løber fra klokken 17 til 19 og præsenteres i samarbejde med Nohrlund, der også vil servere en gratis velkomstdrink til de første 50. Soundboks sørger for, at det hele lyder, som det skal, mens Flere Fugles bageri sørger for, at du ikke behøver lytte med knurrende mave.
Som vi tidligere har noteret, så føles en stærk August Høyen-sang som et langt kram, og efter en flot sommer, der blandt andet indeholdt optrædener på Smukfest, Uhørt og som support for Karl William, glæder vi os til at byde velkommen til Høyen i et trio-setup, hvor han suppleres af keys og kontrabas.
William Torp udsender den 28. oktober sin debut-ep ‘Still U’r All I’m Thinking About’, og singlen af samme navn beviste, at der er grund til at glæde sig. »Det er folkrock med luft under vingerne, klaver i vinden og guitarer, der fortæller historier rundt om bålet«, skrev vores musikredaktør blandt andet om nummeret, da det udkom.
Fans af Bon Iver, The War on Drugs og Big Thief vil kunne se lyset i den debuterende dansker, der altså spiller sange fra debut-ep’en, når han kigger forbi Flere Fugle.
Tilmeld dig Facebook-eventet HER.
Soundvenue LIVE: Intimkoncerter med August Høyen og William Torp
Fredag den 4. november, kl. 17-19
Flere Fugle, Rentemestervej 57, 3C, i København NV
Gratis entré