Har du gået og savnet den store spillefilmsfortælling om Snoop Doggs liv og levned? Så er der gode nyheder.
Universal har netop offentliggjort, at de er i gang med udviklingen af en biopic, der fortæller hiphop-legendens historie.
Snoop Dogg er selv involveret som producer. Instruktørstolen indtages af Allen Hughes, der blandt andet har stået bag dokumentarserierne ‘The Defiant Ones’ om Dr. Dre og Jimmy Lovine og ‘Dear Mama’ om Tupac Shakurs liv samt spillefilm som ‘The Book of Eli’ og den kommende Marvin Gaye-biopic ‘What’s Going On’.
Manuskriptet skrives af Joe Robert Cole, der har været medforfatter på begge ‘Black Panther’-film.
I en pressemeddelelse udtaler Snoop Dogg: »Jeg ventede længe på at sammensætte projektet, fordi jeg gerne ville vælge den rigtige instruktør, den perfekte forfatter og det bedste filmselskab, der kunne forstå den arv, jeg forsøger at portrættere på lærredet, og det minde, jeg forsøger at efterlade. Det var det perfekte ægteskab. Det var holy matrimony, ikke holy macaroni«.
Det helt store spørgsmål er selvfølgelig, hvem der skal spille Snoop Dogg i filmen. Der er endnu ikke tilknyttet et cast.