ANBEFALING. Fousheé har figureret i periferien af et par pænt store succeshistorier på den amerikanske musikscene.
I 2020 blev et sample af hendes stemme det bærende element i det uventede raphit ’Deep End Freestyle’ af Sleepy Hallow, som blev en af de definerende sange i New Yorks drill-bølge.
I år dukkede hun op på ’Sunshine’ af Steve Lacy, samtidig med at denne nåede ægte superstjernestatus med verdenshittet ’Bad Habit’ – en sang, Fousheé faktisk også er med på, om end i en mindre fremtrædende rolle.
Hvis du alligevel aldrig har hørt om hende, er det nok fordi, hun hverken er krediteret på originalversionen af ’Deep End’ eller på ’Bad Habits’.
Men nu er planen, at verden skal lære, hvem Foucheé er.
Den amerikanske musiker har netop udgivet albummet ’Softcore’, der blandt andet gæstes af Lil Uzi Vert, og som mere end antyder, at hun har potentialet til at træde ud af skyggerne og ind i rampelyset som soloartist.
I videoen til Lacy-sangen ’Sunshine’ svæver Fousheé oppe på himlen. Det føles som en spådom. Måske er det virkelig nu, hun er på vej mod stjernerne.
Men okay, lad os lige stoppe op, for hvem er hun egentlig lige præcis, den her artist, der på en eller anden måde har en evne til at dukke op alle de rigtige steder?
En 32-årig musiker fra New Jersey ved navn Brittany Fousheé, viser det sig.
Hun har boet i New York og Los Angeles og lavet musik i mange år uden at opnå noget i nærheden af mainstreamsucces. Inden hun pludselig – og totalt uventet – gik viralt på TikTok via Sleepy Hallow.
Fousheé havde ingen anelse om, at rapperen havde brugt hendes stemme, indtil hendes vokal pludselig var overalt på TikTok. Faktisk vidste ingen, hvem stemmen på sangen tilhørte, og det førte til masser af nysgerrighed.
Alle ville vide, hvem vokalen på ‘Deep End Freestyle’ tilhørte. Når man får sådan en uventet gave fra Guderne, handler det om at smede, mens det metaforiske jern er varmt. Det gjorde Fousheé.
Hun annoncerede, at det altså var hendes stemme – og så indspillede hun en egen version af ’Deep End’, som hun også lavede en musikvideo til.
Derefter er det gået stærkt.
Fousheés egen version af ‘Deep End’ har cirka lige så mange streams på Spotify som rapversionen – cirka en kvart milliard! – og hun har siden samarbejdet med folk som JID, Lil Wayne, Ravyn Lenae, King Princess og Vince Staples, været på turné med James Blake og udgivet det noget forhastede ’Time Machine’-album i 2021.
Den udgivelse inkluderede det første Steve Lacy-samarbejde i form af det jam-session-agtige ’Candy Grapes’, der indvarslede et tæt parløb. Nu er hun igen albumaktuel.
’Softcore’ er en zeitgeist-rammende blanding af melodisk rap, r’n’b, soul og poppunk. Det siger måske alt om genrefleksibiliteten, at hun selv i et interview med Zane Lowe har kaldt Lil Uzi Vert-samarbejdet ’Spend the Money’ for både grunge, dance, futuristisk og rave.
Vokalen trækker på både rap, poppunk og soul. På ‘Spend the Money’ har Fousheé en slags lys, hviskende levering et sted mellem sang og rap, der minder om både Coi Leray og PinkPantheress.
Det stemmeleje dyrker hun ofte på ’Softcore’, gang på gang afbrydes de behagelige flows pludselig af skrålende poppunk eller skrig og råb.
Som på ’I’m Fine’, hvor sangens beroligende grundstemning gang på gang rystes af skrig, eller ’Bored’, der starter som en popsang, men hurtigt destabiliseres af et veritabelt trommebombardement.
Der er noget af hyperpoppens æstetik i måden, Fousheé kontrasterer det nuttede med noget mere voldsomt.
Kontrasten er også klar i musikvideoen til ’Supernova’, hvor hun er forvandlet til en creepy krop, der mest af alt ligner en digital avatar, som er smeltet.
»This visual is nightmare inducing but the song is fire«, lyder én YouTube-kommentar, hvilket ikke er løgn. Nummeret lyder lidt af 070 Shake, når hun er mest druggy.
’Softcore’ stikker i mange retninger, men den centrale er poppunk. Albummet er oprørsk og lyksaligt flabet.
I sin oprindelige storhedstid var poppunk – i hvert fald som mainstreamfænomen – ofte en ventil for skrålende hvide mænd. Men i 2022 er det også i høj grad kvindelige, sorte artister med en tilknytning til hiphopverdenen, der fornyer genren. Som Willow, der tidligere i år udgav ’Copingmechanism’. Eller som netop Fousheé.
’Softcore’ er langt fra et perfekt album: Kærlighedssangene ’Let U Back In’ og ’Smile’ er lidt klæge og mangler nerven fra resten af albummet. ’Stupid Bitch’ forsvinder i støj for støjens skyld.
Men selv når albummet fejler, gør det det oftest, mens det søger mod yderpunkter og mod nye idéer. Det lover godt for fremtiden. Det ville ikke være en overraskelse, hvis Fousheé ender der, hvor hun allerede var i ’Sunshine’-videoen: På vej til tops.
Fousheés ‘Softcore’ er ude nu.