H&M har lanceret en ny kollektion af Justin Bieber-merch, men produkterne har allerede mødt stor kritik fra manden, det hylder.
På sin Instagram har Bieber taget afstand fra kollektionen og opfordret sine følgere til ikke at købe produkterne. Det skriver musikmediet Stereogum.
I en story skrev Bieber: »Jeg har ikke godkendt noget af den merch-kollektion, de lige har lagt op på H&M. Alt sammen er uden min tilladelse og godkendelse. Jeg ville ikke købe det, hvis jeg var jer«.
Han fortsatte i endnu en story: »Det merch, H&M har lavet af mig, er skrald. Jeg anerkender det ikke. Lad være med at købe det«.
Kollektionen er efterfølgende blevet fjernet fra H&M’s katalog, mens de undersøger sagen.
En talsperson for H&M udtaler til Reuters: »Vi har fulgt alle godkendelsesprocedurer, men mens vi fortsat undersøger sagen med alle involverede parter, er produkterne blevet fjernet fra salg«.
Kollektionen bød blandt andet på T-shirts prydet af Justin Biebers ansigt samt fraser som »I miss you more than life« fra Bieber-hittet ‘Ghost’.