Hvordan ville du reagere, hvis du pludselig var ansigt til ansigt med Bad Bunny, sidste års mest streamede artist i verden og en af planetens største popstjerner?
Mange ville nok fiske deres telefon frem for at filme mødet, men det skal man i virkeligheden passe på med.
For i en video, der netop er dukket op, kan man se Bad Bunny reagere på en lige lovlig nærgående fan ved at smide hendes telefon direkte i havet. Eller i hvert fald ned i noget nærliggende vand.
Har Bad Bunny så siden været ude at undskylde for sit telefonkast? Nej, tværtimod, faktisk.
»Alle der kommer op til mig for at sige hej eller for at møde mig, vil altid få min opmærksomhed og respekt«, lyder det fra stjernen på Twitter. »Men jeg betragter det som manglende respekt, når der kommer nogen, og putter en fucking telefon i mit ansigt, og min reaktion vil være derefter«.
Med andre ord: Ikke stik din fucking telefon i Bad Bunnys ansigt, med mindre du er klar på en undervandsmission for at genfinde den.