Suspekt vil krone karrieren i Parken: »Det er det tætteste, vi kommer på at være på landsholdet«

Når rapgruppen indtager Danmarks nationalstadion i september, er det med to ambitioner. At skabe en »fuldstændig vanvittig fællesskabsfest« – og at slå barrekorden. Vi ringede til Suspekt for at få flere detaljer.
Suspekt vil krone karrieren i Parken: »Det er det tætteste, vi kommer på at være på landsholdet«
Suspekt. (Foto: William Green)

10 MINUTTER MED… Tidligere i dag landede der gode nyheder til alle Suspekt-fans: Trioen fra Albertslund bliver det sjette danske navn nogensinde til at spille i Parken.

Det blev annonceret i femte og sidste afsnit af dokumentarserien ’Skal du med’, som fra i dag kan ses på TV 2 Play.

Koncerten finder sted den 15. september og bliver Suspekts eneste show i 2023. Men hvad skal der lige præcis ske på det københavnske stadion til efteråret?

Vi FaceTimede med Bai-D aka. Andreas Bai Duelund, Orgi-E aka. Emil Simonsen og Rune Rask for at spørge dem om, hvad vi kan forvente af koncerten, hvordan Suspekt ser ud i 2023, og hvorfor tiden er rigtig til Parken nu.  

Suspekt fortæller blandt andet, at de har ambitioner om at slå Parkens salgsrekord i baren, at Andreas muligvis kommer i rødt og hvidt, og at de altså ikke er inspirerede af The Minds of 99.  

Lad os springe ud i det. Jeg har set dokumentaren, og man kan ligesom fornemme, at I bobler. Der er noget udrejselyst, Rune har sit eget projekt, I arbejder med en ny lyd. Hvad sker der for jer?

Emil Simonsen: »Der er åbent på kanalen, som man siger. Vi sidder på vores ottende album sammen, den svære otter, og er pludselig i gang med noget nyt. Det er fedt, at der stadig dukker nye ting op af posen«.

Yes, den svære otter, som alle jo altid siger. Jeg kunne godt tænke mig at dykke mere ned i det her med den nye lyd, som I teaser for i dokumentaren. Kan I sætte flere ord på den? Og hvornår får vi noget at høre?

Rune Rask: »Vi har haft nogle forskellige vibes. Når vi er på Ibiza, er det én vibe, når vi er i studiet, er det én vibe. Måneden efter kan det være, at jeg køber et nyt instrument og ser, hvad der kommer ud af det. Så der er gang i mere end én ting på den front«.

Andreas Duelund: »Selvfølgelig kommer der noget på et tidspunkt. Hvis og når det sker, så satser vi på, at det bliver verdens bedste plade«.

Emil Simonsen: »Lige nu er vores fokus Parken«.

Suspekt i Store Vega. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Og det jo også derfor, vi snakker sammen i dag. Parken. Hvordan bliver det anderledes fra jeres andre koncerter?

Emil Simonsen: »Det er et godt spørgsmål. Og det kan jeg svare på. Det der for os er det helt specielle ved den her koncert, det bliver omgivelserne. Danmark er blevet Suspekt, og det vil vi gerne vise alle dem, der har lyst til at komme og være en del af den fælles fest«.

Det er jo en ret stor procentdel af den danske befolkning, der skal til for at fylde Parken ud.

Emil Simonsen: »Ja, det er næsten én procent«.

Kan I løfte sløret for nogle af de tanker, I har gjort jer om koncerten?

Andreas Duelund: »Stort spørgsmål«.

Emil Simonsen: »Altså for det første vil vi helst ikke løbe tør for shotsrør. Det gør vi til nærmest alle vores koncerter. Så det vil vi informere Parken om: Køb øl og shotsrør, for vores publikum drikker enormt meget«.

Andreas Duelund: »Og hvis de siger, okay, vi dobler den op, så siger vi, nej, bare femdobbel op, og så begynder det at ligne noget. Tro os«.

Emil Simonsen: »Ja, hvis man som spillested gerne vil lave nogle penge i baren, så skal man i dén grad bare ringe til os. Så rådet til Parken er: Køb nok. Og til publikum: Kom tidligt. Hvis vi kan drikke mere end en landskamp den aften, så er det fandme flot«. 

Det synes jeg, I skal gå efter. Find ud af, hvor mange fadøl de plejer at sælge til en landskamp og så slå det. 

Andreas Duelund og Emil Simonsen i munden på hinanden: »Vi har altid slået rekorder, alle steder vi har spillet!«

Andreas Duelund: »Vi spiller faktisk kun i Parken for at slå barrekorden«.

Hvad betyder det for jer, at I skal spille i Parken?

Andreas Duelund: »Det er jo kæmpestort. Vi har været der og set landskampe, siden jeg ikke kan huske, hvor gamle vi var. Det bliver jo helt vanvittigt«.

Emil Simonsen: »Det er det tætteste, vi kommer på at være på landsholdet«.

Andreas Duelund: »100 procent. Jeg skal da have landsholdstrøje på, hvor der står Don Duggi«.

Suspekt. (Foto: Samy Khabthani/Soundvenue)

Nu er det jo nærliggende at spørge, fordi The Minds of 99 spillede der i 2021: Har I været inspireret af Minds i forhold til det her projekt?

Andreas Duelund: »Næ«.

Emil Simonsen: »Vi har udelukkende kigget indad, efter vi spillede Grøn Koncert i sommer, hvilket vi blev ret overraskede over. Det skal siges, at lukke-slottet på Grøn er ret svært… «

Andreas Duelund: »… folk er blevet svitset af hele dagen på sol og fadøl«.

Emil Simonsen: »Og de har hørt musikken, du ved, så man kan godt forvente, at der er nogle, som måske stille og roligt går mod udgangen. Men det var der bare ikke nogen, der gjorde«.

Andreas Duelund: »Folk blev. Så jeg synes, at det er folket, der har sagt til os, at de er klar, mere end det er os, der har sagt det«.

Emil Simonsen: »Ja, fordi vi kiggede ud på folk, og var sådan: Okay, hvad betyder det her? Jamen det betyder jo, at vi må forsøge at samle folk, det allerstørste sted vi kan«.

Her til sidst: Kan I sætte tre ord på, hvordan Suspekt i Parken i september 2023 bliver?

Emil Simonsen: »Det bliver en fest«.

Andreas Duelund: »Det er fire ord«.

Emil Simonsen: »Jamen, det er ét ord: Fest«.

Andreas Duelund: »Det bliver fuldstændig vanvittigt«. 

Emil Simonsen: »Fuldstændig vanvittig fest. Fuldstændig vanvittig fællesskabsfest«.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af