Designeren bag Beyoncés glitter-cowboyhat har fået sit liv vendt på hovedet

Beyoncé. (Foto: PR)

Abby Misbin fra Philadelphia har pludselig fået meget travlt, efter at Beyoncé i sidste uge annoncerede sin verdensturné. Det fortæller den 24-årige hattemager i et nyt interview med BBC.

Misbin blev sidste år kontaktet af en stylist for popstjernen, der ønskede at købe en af Misbins hjemmelavede, diskokugle-inspirerede cowboyhatte.

»Hej Abby, skal bruge én til Beyoncé inden 9. juni. Hvor er du lokaliseret?«, lød henvendelsen på Etsy.com, hvor Misbin siden 2021 har solgt sine hatte som en sidegesjæft.

Hvorefter Misbin straks gik i gang med at arbejde på en hat til Beyoncé. »Jeg var så bekymret for, at leveringen ville blive forsinket, eller at noget ville gå galt, så jeg blev oppe hele natten for at lave den«, fortæller hun BBC.

All-nighteren viste sig at være godt givet ud. For det er netop Misbins hat, som Beyoncé bærer i det Instagram-opslag, hvor hun annoncerer sin turné.

Men hun holder sig alligevel til kun at lave to eksemplarer om dagen. Hver og en af hendes 1500 kroner dyre, glasbelagte cowboyhatte tager nemlig fem-seks timer at producere.

»Jeg anede ikke, at hun ville inkludere den i et photo-shoot. Det var nok for mig bare at vide, at den var i hendes tilstedeværelse«, lyder det fra designeren.

Siden da er Misbins Etsy-shop eksploderet med bestillinger i en sådan grad, at hun har været nødt til at få hjælp fra sine forældre til at møde efterspørgslen.

Beyoncé bliver i øvrigt ved med at annoncere nye koncerter, men indtil videre lægger hun altså stadig ikke vejen forbi Danmark.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af