Kvaliteten af troll-hate har officielt nået et lavpunkt.
»Ikke råd til nye underbukser?,« skrev en Twitter-troll i weekenden, og postede samtidig to fotos af Atlanta-rapperen Latto, hvor denne har de samme leopardtrusser på.
Den absurde trusse-observation blev lynhurtigt besvaret af rapperens mange følgere, som pointerede at det altså er rimelig normalt at bruge undertøj mere end en gang, hvis bare man smider det en tur i vaskemaskinen imellem.
Der gik heller ikke lang tid før Latto selv svarede igen på Twitter: »Åh nej, det er trussepolitiet«, lød det.
Som kirsebær på toppen af trusse-troll-balladen satte Latto dagen efter de varmt omtalte trusser til salg på eBay med en startpris på 99 cent.
»I lyset af trusse-problematikken fra i går har jeg besluttet at give jer et blik ind i min trusse-skuffe«, siger Latto desuden i en video, som hun ifølge Complex postede på sin Instagram Story. »Dette er alle mine trusser fra Target (supermarked, red.), de koster fem dollar hver, og her er min leopard-stash«.
På Twitter skrev Latto efterfølgnede: »Auktionen er i gang nu, siden jeg ikke må have dem på to gange«, og smed et link til eBay-auktionen i sin bio.
Indenfor blot et par timer fik bud efter bud fra mere end 100 personer trussernes værdi til at vokse til chokerende $95.650. Altså over 650.000 kroner.
En uventet tredjepart fik dog det sidste ord, da eBay som den kedelige forælder i trusse-dramaet fjernede Lattos auktion med den begrundelse, at det krænkede deres retningslinjer for salg af brugt tøj. Det skriver Insider.