10 MINUTTER MED… Har du nogensinde kigget op mod stjernerne i håbet om, at de ville fortælle dig om din fremtid.
Men uden held.
Så i stedet tog du ud og brændte alle dine penge af?
Det har Debbie Sings. Og hun har ovenikøbet skrevet en sang om det.
Den hedder ’Wish Upon a Star’ og er et spritnyt vanvidsværk af klassiske country-riffs blandet med synthede EDM-produktioner. Og hvordan pokker får man lige produceret et så syret nummer?
Det sker såmænd, når man som Debbie Sings har det ret svampeagtigt, hvad angår musik.
Hun suger til sig i øst og vest fra barndomsmusik og partybangers og Dolly Parton og Disney og diverse æstetiske universer.
Pludselig står man så tilbage med en single som ’Wish Upon a Star’.
Det er Debbie Sings’ sjette single, men hun har allerede formået at lande på Roskilde Festival-plakaten to år i træk.
Sidste år på Countdown-scenen, hvor hun leverede en futuristisk, fandenivoldsk magtdemonstration af en Roskilde-debut. I år er det på festivalens Apollo-scene, hvorfor hun i øjeblikket skriver sange på livet løs.
Hej! Først og fremmest. Hvad handler ’Wish Upon a Star’ om?
»’Wish Upon a Star’ handler om at se et stjerneskud, men ikke rigtigt at kunne mærke, hvad man drømmer om«.
»Jeg kan have svært ved at forholde mig til min fremtid eller drømmene om min fremtid. Og så går jeg i stedet ud og brænder alle mine penge af. Sådan helt ‘En dag tilbage’-agtigt«.
Hvad gav dig inspirationen til sangens cowboy–country-univers?
»Jeg har altid været ret fascineret af sådan noget broken America. Og så var jeg i Texas for et års tid siden for at spille en koncert. Her blev jeg ret optaget af den her Texas-æstetik med cowboyboots og Stetson-hatte«.
»Derefter tog jeg så til L.A., hvor der var sådan en glossy Disney-agtig vibe. Det var hele den her tegneserieidé om USA, der fascinerede mig«.
Hvordan blev ’Wish Upon a Star’ til?
»Jeg begyndte egentlig bare at gå med idéen til en sang, der havde den her country-vibe, men i et EDM-agtigt univers. Så jeg havde altså den her produktionsskitse, men var lidt gået i stå med det hele. Jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle sætte det sammen«.
»Men så mødtes jeg med én, der hedder Yunus (musikeren The Bird, red.). Vi satte os et par dage, og fik produceret det hele op. Og addet den der fede guitar«.
Du taler om den her idé til en country-EDM-sang. Hvordan opstår sådan en idé?
»Jamen, jeg har egentlig altid hørt meget country. Det første musik jeg spillede, har været sådan noget country-guitar, og så har jeg hørt Dolly Parton, siden jeg var helt lille«.
»Det er, som om at country egentlig ligger ret meget i min kerne. Og så havde jeg det bare grineren over de to ting blandet sammen. Altså country og EDM«.
Hvad synes du, det tilføjer din lyd at mixe genrer på den her måde?
»Det er virkelig ikke sådan, at jeg går ind i studiet og tænker: ’Nu skal jeg mixe de her to genrer for at skabe x, y, z’. Det foregår meget mere umiddelbart. Jeg hører bare alt muligt musik«.
»Jeg har generelt en stor kærlighed til mange genrer. Og så har jeg det meget svampeagtigt, hvad angår musik. Så det er lidt mere på den her måde: ’Det kan jeg godt lide, og det kan jeg godt lide, og det kan jeg godt lide. Og nu skal det hele bare ned i min sang’«.
Hvad tiltrækker dig ved EDM-genren?
»Jeg tror, der er et eller andet ved et kæmpe party-drop, som jeg bare synes har en fed vibe. Men det er sjældent, jeg hører et Avicii-album fra start til slut«.
Debbie Sings griner.
»Det er mere bare sådan, at jeg snupper de ting fra EDM-universet, der lyder nice i mine ører«.
Har du en større udgivelse på vej?
»Jeg har faktisk tænkt over det de sidste par dage, men jeg har ikke sagt det til mit label endnu. Men ja, jeg synes, der er ved at tegne sig et billede af en ep-udgivelse for mig. ’Wish Upon a Star’ vil være ét af numrene, og så har jeg fem andre tracks, der enten er færdige eller in the making. På en eller anden måde hænger de bare sammen«.
Hvordan hænger de sammen?
»Jamen, jeg tror bare, det i mit hoved giver meget god mening. Et af de andre numre har i hvert fald også sådan stærke country-vibes i sig. Og så er der noget andet, som overhovedet ikke har«.
»Lighedspunktet er nok i virkeligheden, at det er en ret skandaløs sammensætning af alt muligt. Sammenhængen ligger i det usammenhængende«.