Lil Waynes sidste stop på sin ‘Welcome To Tha Carter’-turné fik en abrupt afslutning lørdag aften i Los Angeles, da rapperen anklagede publikum for at være respektløse over for hans medoptrædende.
Efter at være mere end en time forsinket, valgte Lil Wayne at afslutte sin koncert efter kun 30 minutter, fordi han mente, at publikum ikke udviste nok engagement over for en række artister fra hans Young Money Label, som han hev på scenen. Blandt andre Lil Twist, Yaj Kader og Allan Cubas.
»Vi påskønner det, men vi har ikke i sinde at gå til yderligheder for de her folk. Vi arbejder for hårdt til at finde os i det her lort. Vi arbejder alt for hårdt«, sagde Lil Wayne til publikum og signalerede, at hans hold skulle pakke sammen.
Ikke overraskende har det affødt en lang række negative reaktioner fra de skuffede koncertgængere.
En skriver på Twitter: »Jeg kommer aldrig til at se Lil Wayne i samme lys efter i aften. Han aflyste sin koncert midtvejs, fordi publikum (jeg er publikum) satte sig ned, mens han tog en ryge- og tissepause. Refunderinger ville være på sin plads«.
En anden kalder Lil Wayne »den mest respektløse rapper«, mens en tredje bedyrer, at vedkommende »aldrig vil tage til en Lil Wayne-koncert igen«.
En fjerde undrer sig over, at Lil Wayne valgte at aflyse sin koncert, fordi Allan Cubas ikke fik en god nok respons: »Fyren har færre månedlige lyttere på Spotify, end der var mennesker i salen. Pinligt«.
Lil Wayne har ikke kommenteret den abrupte afslutningen på koncerten yderligere.