Miley Cyrus har stået for årets uomgængelige ørehænger med ‘Flowers’, der har domineret hitlisterne verden over de seneste mange uger.
Nu skriver sangen desuden historie på Spotify.
Streamingtjenesten har annonceret, at ‘Flowers’ er den sang i Spotifys historie, der har nået én milliard afspilninger på kortest tid.
På kun 112 dage har sangen formået at ramme milepælen, hvilket er hele seks dage hurtigere end Harry Styles’ ‘As It Was’ og Justin Bieber og The Kid Larois ‘Stay’, der tidligere delte rekorden.
‘Flowers’ er Miley Cyrus’ anden sang, der når over én milliard afspilninger. Hendes landeplage ‘Party in the U.S.A.’ fra 2009 har tidligere nået milliarden.
‘Flowers’ var førstesingle fra Cyrus’ seneste album ‘Endless Summer Vacation’, som Soundvenues anmelder gav fem stjerner.
Vores anmelder skrev blandt andet: »På Miley Cyrus’ ottende album kulminerer mange års musikalsk søgning foreløbigt på et værk, der lykkedes med at kombinere alt det bedste fra Mileys mange æraer«.