Roskilde Festival: Havde J.I.D’s mentor været til stede, var han blevet rappet hele vejen ud af teltet

J.I.D rapper, som vi andre trækker vejret. Som om det er det mest naturlige, han kan foretage sig, og som om han ville krepere, hvis han stoppede.

Det stod soleklart til den ultrahypede Atlanta-rappers debut på Roskilde Festival, som langt hen ad vejen var én lang showcase for, hvor dygtig en rapper han rent faktisk er. Hele tre gange under koncerten tabte man kæben over hans teknik.

Det første øjeblik kom tidligt i koncerten under anti-narko-visen ‘Off da Zoinkeys’ – et relativt gammelt nummer fra 2018-albummet ‘DiCaprio 2’, der at dømme ud fra jubelbrølene under Arenas teltdug havde mindst lige så godt fat i publikum som sidste års hovedværk, ‘The Forever Story’.

Her skiftede J.I.D konstant både flow og toneleje, og det hele syntes kun at blive mere gakket for hver gang. Og havde man ham mistænkt for at benytte backtrack, blev al tvivl gjort til skamme, da nummeret kulminerede i et minutlangt a cappella-stykke, hvor han kun blev akkompagneret af publikums ekstatiske klappen.

Men J.I.D var ikke færdig med at imponere. Kort efter gjaldt det den ‘A Milli’-klingende ‘Raydar’. Én lang spurt af en rapsang, der synes noget nær umulig at genskabe i en live-setting.

Alligevel missede J.I.D ikke så meget som en enkelt ‘Avengers’-reference – og i direkte forlængelse af den sidste linje havde han endda overskud til at udbryde et gigantisk »oh my fucking god«, hvor enhver anden rapper ville have haft brug for at trække luft.

Den sidste gang, kæben ramte græsset, var under J. Cole-samarbejdet ‘Off Deez’. På studieversionen af det meme-inficerede track kommer J.I.D faretruende tæt på at outshine sin mentor, og havde Cole været til stede på Arena, var han formentlig blevet rappet hele vejen ud af teltet af sin protege. Hver stavelse landede som skud fra en maskinpistol.

Desværre var der ikke nær så godt styr på teknikken bag lydpulten, hvilket resulterede i en ti minutters forsinkelse. Desuden må lydniveauet være faldet til godt halv styrke under jazz-samplet i fanfavoritten ‘EdEddnEddy’. Noget lignende skete under ‘Raydar’, og det formåede at suge al energien ud af sangens ellers så opildnende beat-switch.

Der er en vis ironi i, at J.I.D skulle spille sin eftermiddagskoncert på Arena mindre end et døgn efter, at hovednavnet Kendrick Lamar optrådte på Orange. For er der én rapper, J.I.D siden gennembruddet især er blevet sammenlignet med, er det Kendrick.

Men J.I.D’s koncert kaldte snarere på sammenligninger med turborappere som Twista og Busta Rhymes. Navne, hvis koncerter først og fremmest brillerer på et teknisk plan.

Sjovt nok spiller netop Busta Rhymes også på årets festival. Og for at det ikke skal være løgn, indtog han Orange godt og vel samme tid, som J.I.D forlod Arena.

Efter J.I.D’s koncert havde Busta i den grad noget at leve op til.