Du har sikkert været til et par fede fødselsdagsfester gennem tiden. Men du har næppe haft en fødselsdagsfest på niveau med den, som The Roots-trommeslageren Questlove afholdt i onsdags.
Den foregik på den eksklusiv cannabis-klub The Astor Club i New York, og gæstelisten inkluderede Jason Sudeikis, Michael Che, Cathy Rong, Mike Birbiglia, UGK-rapperen Bun B og ingen ringere end Taylor Swift.
Maden blev leveret af cannabis-kokken Nikki Steward, og Michael Che havde sammen med Cathy Rong arrangeret en Uno-turnering – eller som Questlove kalder det: »Mine drømmes vildeste kortspilsturnering«.
En række kendisser har delt billeder fra arrangementet på Instagram, og vi kan her se, at det har været en turnering på tværs af adskillige Uno-varianter. Ikke kun standard-Uno, som vi alle kender det, men også ‘Uno Flip’, ‘Uno Splash’, ‘Uno House Rules’, ‘Uno Party’, ‘Giant Uno’, ‘Uno Quatro’ – og endda en udgave kun for voksne ved navn ‘Uno Dare: Adults Only’.
Sidstnævnte udgave kan vi se selveste Taylor Swift sidde og spille i Instagram-billeder fra Questlove og Cathy Rong.
Questlove er selvsagt meget taknemmelig for sin fødselsdagsfest, så han har skrevet en lille sang bygget over Run-DMC-hittet ‘King Of Rock’, hvor han takker alle. Sangen kan ses nedenfor på hans Instagram-opslag, hvor han kalder sig selv for »The King of Uno«.
I sangen fortæller han også at det ikke var et »weed party«, og at folk, der påstår andet, er løgnere. Så må vi selv tolke, hvorvidt det er skrevet med glimt i øjet.
Bun B deler også sine oplevelser på Instagram. Her fortæller han blandt andet om at møde Taylor Swift:
»På vej ud siger han [Questlove] “Jeg er nødt til at have et billede med dig og Taylor”. Det viser sig at være DEN Taylor. Som i Taylor Swift, som ikke kunne have været flinkere eller mere imødekommende. Jeg har kun mødt to andre mennesker, der i samme grad får dig til at føle dig set og hørt i en interaktion, og det er Barack Obama og Beyoncé. Mit spørgsmål er, om det her gør mig til en Swiftie?«