Man har et standpunkt, til man tager et nyt. Det ser ud til at være Ne-Yos filosofi.
Den danmarksaktuelle r’n’b-sanger, der spiller til AiaSound i København denne weekend, synes nemlig at skøjte frem og tilbage i sine udtalelser om transkønnede børn.
Det startede med, at Ne-Yo i forbindelse med et interview var ude med kritik af forældre, der støtter børn med skiftende kønsidentiteter.
»Du kunne identificere dig som en guldfisk – jeg er ligeglad. Det rager ikke mig. Men det rager mig, når du begynder at få mig til at lege legen med dig. Jeg kommer ikke til at kalde dig guldfisk«, lød det eksempelvis med reference til kønsidentiteter.
Den kritik trak Ne-Yo så tilbage tidligere på ugen, og lovede mere eftertænksomhed, næste gang han blandede sig i debatten.
»Jeg vil gerne udtrykke min dybeste undskyldning«, lød det blandt andet fra sangeren.
Men den undskyldning var bare en strategi fra hans PR-agent. Det fastslår Ne-Yo i et Instagram-opslag, hvor han desuden understreger, at han altså ikke har i sinde at undskylde.
Dog præciserer han også sine tidligere udtalelser: »Hvis et af mine syv børn besluttede sig for, at han eller hun gerne ville være noget andet, end hvad de var født som, når de er gamle nok, så må det være sådan. Jeg ville ikke elske dem mindre«.
R’n’b-sangeren er aktuel med en koncert på AiaSound, hvor han spiller lørdag den 12. august.