Hvis man inviterer Taylor Swift til sit bryllup, skal man nok forberede sig på, at der medfølger hundredvis af nysgerrige tilskuere.
Det oplevede Swifts mangeårige producer Jack Antonoff og hans hustru, skuespilleren Margaret Qualley, da de fredag aften afholdt bryllupsprøvemiddag ved en restaurant på Long Beach Island, New Jersey.
Adskillige videoer på sociale medier viser, hvordan hundredvis af tilskuere stimlede sammen for at få et glimt af Taylor Swift (og de mange andre kendte, der var inviterede).
Gaderne var fyldt til bristepunktet, hvilket undervejs fik politiet til at dukke op for at undersøge spektaklet.
På nogle af videoerne kan man få et glimt af Taylor Swift, der forlader restauranten sammen med blandt andre Channing Tatum og Zoë Kravitz.
Jack Antonoff og Margaret Qualley har været forlovet siden 2022, og blev gift i går, hvor Hollywood Life også rapporterer, at man kunne høre fans skrige uden for den ellers intime bryllupsceremoni.