Det vakte opsigt, da Lizzo tidligere på ugen blev sagsøgt af tre af sine tidligere dansere under anklager, der i den grad strider mod hendes offentlige image.
Nu har endnu en kritisk røst meldt sig på banen med kritik af Lizzos væremåde.
Den Oscar-nominerede dokumentfilmskaber Sophia Nahli Allison fortæller på X (tidligere kendt som Twitter), at hun i 2019 skyggede Lizzo i to uger i forbindelse med et dokumentarprojekt, men at Lizzo behandlede hende så respektløst, at hun endte med at forlade projektet. Allison kalder hende blandt andet en »narcissistisk mobber«.
»Jeg kommenterer normalt ikke på noget, der har med popkultur at gøre, men i 2019 rejste jeg lidt med Lizzo for at instruere hendes dokumentarfilm. Jeg gik min vej efter cirka to uger. Jeg blev behandlet så respektløst af hende«, skriver Allison og fortsætter:
»Jeg var vidne til, hvor arrogant, uvenlig og grusom hun er. Jeg blev ikke beskyttet og blev kastet ud i en lortesituation med meget lidt støtte. Min sjæl fortalte mig, at jeg burde komme væk så hurtigt, jeg kunne, og jeg er taknemmelig for, at jeg stolede på min mavefornemmelse. Jeg følte mig udsat for gaslighting og dybt såret, men jeg er siden helet«.
Hun siger videre: »Da jeg læste vidneudsagnene mod Lizzo, indså jeg, hvor farlig en situation jeg befandt mig i. Den form for magtmisbrug sker alt for tit. Masser af kærlighed og støtte til danserne«.
På Instagram skriver Allison videre, at Lizzo »skaber et toksisk og fjendtligt arbejdsmiljø, som underminerer selve arbejdet og andre sorte eller brune kvinders autoritet«.
Hun påpeger blandt andet, hvordan dokumentaren ‘Love, Lizzo’ endte med at blive instrueret af en hvid, ciskønnet mand i stedet for en sort kvinde, inden hun fremsætter endnu en anklage mod Lizzo:
»Jeg var begejstret for at støtte og beskytte en sort kvinde gennem dokumentarprocessen, men jeg lærte hurtigt, at hendes image og ‘budskab’ var en nøje iscenesat facade«.