Lizzo er blevet sagsøgt af tre af sine tidligere dansere, der anklager popstjernen for at skabe dårligt arbejdsmiljø, at begå sexchikane og udskamme sine ansatte på grund af deres vægt.
Danserne Arianna Davis, Crystal Williams og Noelle Rodriguez, der ikke længere arbejder for Lizzo, har lagt sag an mod Lizzo, hendes produktionsselskab Big Grrrl Big Touring, Inc. og lederen af dansetruppen. Det skriver Variety.
En af beretningerne i søgsmålet lyder blandt andet, at Lizzo tvang en af danserne til at røre ved nøgne optrædende ved et sexshow i Amsterdams Red Light District.
»Lizzo opfordrede sine holdmedlemmer til på skift at røre ved de nøgne optrædende og gribe dildoer fra de kvindelige optrædendes kønsorganer. Derefter vendte hun sin opmærksomhed mod frk. Davis (en part i søgsmålet, red.) og pressede hende til at røre ved en af de optrædendes bryster«, lyder det blandt andet.
Det fremgår desuden af anklagen, at Lizzo angiveligt ikke på forhånd fortalte dem, hvilken type sted de skulle besøge på aftenen, og dermed ikke gav dem en chance for at melde fra.
Andetsteds fremgår det, at Lizzo skulle have udtrykt bekymring for, at en af danserne havde taget på, hvilket ifølge søgsmålet gav danseren indtryk af, at hun var nødt til at udlevere intime, personlige detaljer om sit liv for at beholde sit job.
I søgsmålet anklages lederen af Lizzos dansere desuden for at presse sin tro ned over sine ansatte, mens produktionsselskabet, der mestendels bestod af hvide europæere, anklages for dårligt arbejdsmiljø og dårlig behandling af de sorte dansere, som de angiveligt anklagede for at være »dovne« og »uprofessionelle«.
To af danserne i søgsmålet blev opsagt i foråret. Den ene fordi hun optog et møde, hvor Lizzo gav noter til dansetruppen, den anden angiveligt på grund af nedskæringer. Af søgsmålet fremgår det dog, at ingen andre blev fyret på grund af nedskæringer, og at fyringen fandt sted efter at danseren sagde Lizzo imod under et møde, hvor Lizzo anklagede dansetruppen for at drikke inden koncerter.
I en udtalelse siger de tre danseres advokat: »Den forbløffende måde, Lizzo og hendes managementteam behandlede deres ansatte på, synes at gå imod alt, hvad Lizzo står for offentligt, mens hun privat udskammer sine dansere på grund af deres vægt og nedgør dem på måder, der ikke kun er ulovlige, men også demoraliserende«.
Lizzo har ikke kommenteret søgsmålet.