Roskilde Festival: Det rørte mit hjerte som tidligere fløjtenist at se Lizzo fyre op for instrumentet på Orange Scene

Der må siges at være tale om en kometkarriere, når man kan gå fra at spille på Apollo i 2019 til at indtage Orange kun fire år senere.

Den rejse fuldbyrdede Lizzo lørdag aften. Og det viste sig hurtigt, at dronningen af virale TikTok-trends og selvkærlighedsbangers var et godt match til at lukke festivalens største scene.  

Melissa Vivian Jefferson, som Lizzo jo egentlig hedder, trådte ind på scenen med lige præcis så store armbevægelser, man kunne forvente af den ovenud positivt indstillede amerikanske sanger.

Med den klassiske soulballade ’Cuz I Love U’ blev følelserne således fra start krænget ud med masser af melodrama, inden publikum fik lov til at sippe ’Juice’ fra Orange.

Her stod det hurtigt klart, at Lizzo prioriterede festen og energien over perfektion, hvilket da også tydeligt kunne høres på amerikanerens vokal, som ofte lød en anelse presset og kaotisk i de mange skift mellem soulfraseringer og hurtige rap-passager oveni en krævende koreografi.

På blandt andet ’Grrrls’ og ’Boys’ overlod hun således en del ret teksttunge passager til publikum, der tilsyneladende ikke var helt så velbevandrede i Lizzos tekstunivers, som hun havde brug for.

Lizzo skal dog anerkendes for sit entertainer-hjerte. For perfektion er jo kedeligt – et budskab, der gennemsyrede koncerten denne aften.

»Love is what the world needs«, stod der på Oranges skærm inden koncertens start, og dermed var den selvkærlige retning, som også førte publikum igennem en speak om kropspositivisme og en såkaldt bad bitch-meditation, kickstartet.

Undervejs blev det ellers prisværdige budskab smurt lidt for tykt og banalt på, bedst eksemplificeret gennem den mildest talt intetsigende ’I Love You Bitch’, hvor titellinjens mantra blev gentaget så mange gange, at man nærmest blev døv for budskabet i sidste ende.

I stedet blev det et underspillet højdepunkt i koncerten, da Lizzo hev sin tværfløjte Sasha Flute – jep, det hedder den – frem for at spille et kort udpluk af fra overturen til Mozarts ’Tryllefløjten’, og sidenhen inddrog den i en hektisk trillesolo midt i den attitudefyldte ’Truth Hurts’, som fulgte i halen på det klassiske intermezzo.

Full disclosure: Jeg er selv tidligere mangeårig fløjtenist, så det var lidt ekstra sentimentalt for mig at se det lille instrument indtage en nøgleposition på landets største scene. Ikke desto mindre var fløjtespillet en venlig påmindelse om Lizzos musikalitet og en skøn kontrast til den resterende energipumpede sætliste.

Imod afslutningen begyndte Lizzo at udpege sjove skilte og flag i publikum (skud ud til Alien og Ko). Her blev der svaret på frierier og underskrevet studenterhuer. En seance, der startede godt og hjertevarmt, men fortsatte dobbelt så lang tid, som nødvendigt.

Men da først ’Good as Hell’ og til sidst den på alle måder uimodståelige ’About Damn Time’ – hvor publikum i øvrigt havde helt styr på teksten – gjaldede over Dyrskuepladsen, lykkedes det alligevel Lizzo at lukke Orange på toppen.