En mand blev skudt og alvorligt såret torsdag aften under en koncert med Lil Baby. Rapperen forlod hurtigt scenen, da skudene lød, og publikum blev evakueret, skriver Pitchfork.
Koncerten fandt sted i byen Memphis i den amerikanske stat Tennessee. Det lokale politi ankom til spillestedet FedExForum kl. 22.23, hvorefter offeret blev transporteret til et hospital. Voldsmanden er endnu ikke blevet identificeret.
Ifølge AP News er offeret nu i en stabil tilstand, og ingen andre kom til skade under skudepisoden.
Fredag kommenterede Lil Baby den afbrudte koncert på det sociale medie X.
»Desværre kunne jeg ikke optræde i aftes i Memphis, men jeg sørger for, at alle får en refundering«, skriver Lil Baby i opslaget sammen med en emoji, hvor to hænder former et hjerte.