I går udkom Taylor Swifts genindspillede udgave af popstjernens storhittende album ‘1989’ fra 2014, der også kommer med fem hidtil uudgivne sange.
Som sidste nummer på deluxe-udgaven af albummet finder man desuden en genindspillet udgave af ‘Bad Blood’-remixet, der har Kendrick Lamar med som gæst.
Taylor Swift har i den anledning skrevet en hyldest til rapperen i et Instagram-opslag, hvor hun ser tilbage på deres samarbejde i 2014 og takker Kendrick for nu at vende tilbage til studiet.
»At se Kendrick Lamar skabe og indspille sine vers til ‘Bad Blood’-remixet var en af de mest inspirerende oplevelser i mit liv. Jeg ser stadig tilbage på dette samarbejde med så stor stolthed og taknemmelighed, for den måde Kendrick Lamar løftede sangen på, og den måde han behandler alle omkring sig på«, skriver Swift på Instagram til et billede af de to musikere sammen.
»At Kendrick virkelig ville komme tilbage og genindspille ‘Bad Blood’, så jeg kunne tilbageerobre og eje dette værk, som jeg er så stolt af, er surrealistisk og forvirrende for mig. Jeg er henrykt over at fortælle, at ‘Bad Blood’-remixet (med Kendrick Lamar) er ude alle steder på deluxe-udgaven af ‘1989’«.
‘1989’ er det fjerde genudgivne Taylor Swift-album. Hun begyndte det ambitiøse projekt at genindspille sit bagkatalog efter en konflikt omkring rettighederne til sin musik.