Beyoncés nye koncertfilm baseret på årets store ‘Renaissance’-verdensturné rammer biograferne i næste uge – inklusive de danske.
Op til premieren (og i anledning af gårsdagens amerikanske Thanksgiving-fejring) har popstjernen nu delt en ny storladen trailer for filmen. Det melder Complex.
‘Renaissance: A Film by Beyoncé’ følger Beyoncé på den lange turné, fra åbningskoncerten i Stockholm i maj (som Soundvenues Malthe Hjort anmeldte til fem stjerner) til finalen i Kansas City, Missouri i oktober.
Den nye trailer byder på en række cameos af personer i Beyoncés omgangskreds. Cirka 40 minutter inde ser man for eksempel de tidligere Destiny’s Child-medlemmer Michelle Williams, Kelly Rowland, LeToya Luckett og LaTavia Roberson backstage til en koncert i hjembyen Houston, skriver Complex.
Derudover kan man spotte Beyoncés søster Solange, ægtemanden Jay-Z samt musikkollegaerne Kendrick Lamar, Diana Ross og Megan Thee Stallion, som gæsteoptrådte til koncerter undervejs på turnéen.
‘Renaissance: A Film by Beyoncé’ kan ses i biograferne fra 1. december.