I dag gik billetterne til næste års Smukfest i salg, og det tog ikke lang tid, før de var revet væk. Faktisk røg alle partout-billetterne på under en time – 56 minutter for at være præcis.
Det fortæller Smukfest via sine sociale medier. På Instagram skriver festivalen:
»Sommeren er begyndt… sådan føles det i hvert fald i Skanderborg i dag! Klokken 10.00 slap vi partoutarmbåndene, og kl. 10.56 fik det sidste sit håndled. Der er 271 dage til Smukfest 2024, men fra i dag begynder op mod 30.000 partoutgæster at glæde sig«.
Dermed blev billetterne til 2024 udsolgt hurtigere end sidste år, hvor det også kun tog imponerende 74 minutter.
Dengang havde Smukfest endnu ikke annonceret et eneste navn. Det har festivalen trods alt i år: Sidst i oktober offentliggjordes Sam Smith til Smukfest.
Smukfest 2024 finder sted fra den 4. til den 11. august.